Falks FCK-skifte kan være en gave for Superligaen
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Falks FCK-skifte kan være en gave for Superligaen

BLOG: Rasmus Falks transfer er træls for OB, men kan sparke til interessen omkring Superligaen.

BLOG: Listen er efterhånden ved at være lang.
 
Peter Møller blev solgt fra FC København til Brøndby IF, da de hvidblusede på Østerbro i 1995 var i store økonomiske problemer. Søren Frederiksen pakkede sin flotte karriere i Viborg FF ind i ophold hos de daværende rivaler Silkeborg (1994-1995), hvor Frederiksen blev Superligaens dengang dyreste handel, og AaB, hvor Frederiksen spillede fra 1996 til 2001 og scorede flittigt, uden at det blev helt lige så godt som i de bedste Viborg-sæsoner.
 
I nyere tid rykkede Morten 'Duncan' Rasmussen fra AGF til Brøndby IF, Emil Larsen har på godt og ikke mindst ondt oplevet at være fanget mellem fans i såvel OB som Brøndby, den nuværende FCK-mand Stephan Andersen var en rigtigt dygtig målmand for Brøndby IF i fire år, og den seneste uges næststørste Superliga-eksport Erik Sviatchenko var så tæt på at blive FCK'er i sommeren 2014, som man kan blive – forestil jer, hvad det havde gjort ved rivaliseringen mellem Superligaens nuværende etter og treer.
 
I denne måned har OB's Rasmus Falk ifølge flere danske medier været i spil i såvel FC Midtjylland og Brøndby IF som i FC København, og i dag onsdag viste det sig, at sidstnævnte titelaspirant er Falks næste arbejdsgiver fra 1. juli.
 
At Rasmus Falk valgte FC København foran OB og angiveligt foran Brøndby IF (FC Midtjylland lyder ikke til at have afgivet tilbud) bliver et stort debatemne på stadion og i danske medier de kommende uger og måneder.
 
At Christian Eriksens barndomsven Rasmus Falk havner i en klub, hvor forholdene i dag er større end i OB, gør naturligvis ondt på fynboerne – så meget desto mere grund har klubben til at lægge sig i selen og nå tilbage til status som økonomisk førsteudfordrer til FC København, som OB var fra 2006 til 2011, og om at kunne sende et slagkraftigt hold på banen i Superligaen, så kommende profiler på Fyn ikke har nogen grund til at overveje andre Superliga-klubber som trin på vejen til udlandet.
 
Men bedømt på reaktionerne er det interne Superliga-skifte for Rasmus Falk bestemt ikke skadeligt for fodboldinteressen, når OB i 2016 og de følgende sæsoner skal møde FC København, der tidligere har snuppet Bashkim Kadrii fra OB, dog mod en pæn transfer.
 
Jeg er sikker på, at Rasmus Falk kunne have fundet en udenlandsk arbejdsgiver, og at han havde spillet. Er man god nok, skal evnerne naturligvis testes og udvikles til det yderste uden for lille Danmark.
 
Som jeg har skrevet om andre danske spillere tidligere, har vi omkring fodbold al ret til at have meninger og følelser, herunder omkring Rasmus Falks valg af klub. Men i sidste ende har Rasmus Falk suveræn ret til at træffe de valg i sin karriere, han vil. I dette tilfælde at flytte fra Odense til København, hvorefter målet må være en stærk klub i en af Europas fem største ligaer.
 
​Jeg kan sagtens se meningen i at blive råbt og skreget af i et par år på et stærkt FC København-mandskab, hvor de fleste spillere er handlet til klubben for millionbeløb og byder på det mest ”internationale” miljø, der findes i Danmark.
 
Det kan snildt vise sig at være mere udviklende end at forlade den trygge blomme i Odense til fordel for et fornuftigt fodboldhold i Holland og Belgien, hvor der ligesom hidtil i Superligaen ikke vil være nogen som helst, der har noget imod den rare dribler fra Middelfart og hans seværdige spil.
 
I de kommende dage får vi at se, om FC København, OB og Rasmus Falk er interesserede i at få fikset et skifte her og nu. Mon ikke det trods alt vil være lettere for alle parter, hvis OB’s fans skal hyle og pifte af Falk i en FCK-trøje end i OB’s - hvilket det fynske holds fans efter min mening vil være i deres gode ret til (se ovennævnte bemærkning om fansenes ret til at have en mening).
 
Men forhåbentlig sidder der nogle marketing-direktører, fanklubber og tv-chefer og får gode ideer til, hvordan Falk-transferen kan bruges til at skabe interesse om en Superliga, der ikke har det stærkeste omdømme i disse år, hverken sportsligt eller som underholdningsprodukt.