Helsingborg-topscorer vil gerne til Danmark
I går kom det frem, at Helsingborgs islandske topscorer Alfred Finnbogason kunne være på vej til Danmark. Angriberen, der er lejet ud til Helsingborg fra belgiske Lokeren, har blandt andre følere fra danske klubber på hånden. Disse følere kan blive særdeles interessante fra den 15. august, hvor Finnbogasons lejeaftale med svenskerne udløber.
- Nogle klubber fra Danmark har vist interesse. Lige nu har Alfred fokus på Helsingborg, men hvad der kommer til at ske derefter, er ikke til at sige noget om endnu, siger Alfred Finnbogasons agent, Magnus Agnar Magnusson, til tipsbladet.dk.
Men kunne den islandske angriber, der har scoret ni mål i 14 kampe for Helsingborg, så se sig selv bombe i den danske Superliga? Svaret er et rungende ja.
- Helt bestemt. Superligaen er meget interessant for Alfred. Det er den klart bedste liga i Skandinavien, og selvfølgelig er det interessant for en spiller som Alfred. Først og fremmest vil vi høre, hvad Helsingborg har at sige, men en god klub i Danmark står også højt på listen, fastslår agenten og fortsætter:
- I princippet kunne alle 12 Superliga-klubber være interessante, men det er klart, at jo større klubben er, jo mere interessant er den også for Alfred. Men vigtigst af alt er selvfølgelig, at spillestilen passer ham.
Som nævnt står Alfred Finnbogason lige nu til at vende tilbage til Lokeren den 15. august. Der er dog ingen chance for, at islændingen bliver i Belgien og fuldfører det sidste år af sin kontrakt.
- Det kommer ikke til at ske. Alfred befinder sig bedst som hængende angriber, og i Lokeren blev han brugt på venstrekanten. Det var også derfor, han skiftede til Helsingborg på en lejeaftale. Og efter hvad jeg hører fra Lokeren, så forventer de også at sælge Alfred, slutter Magnus Agnar Magnusson.
I Lokeren er det i øvrigt en god kending af dansk fodbold, der har sendt islændingen væk fra sin favoritplads i angrebet og ud på fløjen - nemlig Djiby Fall. 23-årige Alfred Finnbogason står noteret for syv kampe og to scoringer for det islandske landshold.