Superliga

Islandsk målmaskine på vej til Danmark?

En eller flere danske klubber jagter Alfred Finnbogason, der har bombet løs for Helsingborg i denne sæson.

En angriber med mål i støvlerne er noget, alle klubber i verden tørster efter, og den beskrivelse lever islandske Alfred Finnbogason i allerhøjeste grad op til. Angriberen har i denne sæson scoret ni mål i 14 kampe for Helsingborg i den bedste svenske række, hvilket rækker til en tredjeplads på topscorerlisten.

Nu kan det imidlertid være, at den islandske målnæse skal komme en Superliga-klub til gavn i stedet for Helsingborg. Der er nemlig interesse fra Danmark for den 23-årige angriber.

Alfred Finnbogasson er sådan set ikke Helsingborg-spiller. Han er blot lejet ud til svenskerne fra belgiske Lokeren. Og den lejeaftale udløber den 15. august, hvorefter interesserede klubber frit kan faxe et bud til Lokeren og forsøge at lande islændingen, inden transfervinduet smækker i.

Og det pønser en eller flere danske klubber altså på at gøre.

- Der er klubber fra Italien, Holland og Danmark, der har vist interesse. Det er meget forståeligt, at så mange klubber er interesserede, for han har gjort det godt, siger Lokerens sportschef, Willy Reynders, til FotbollDirekt.se.

Alfred Finnbogason skiftede til Lokeren i 2010 og har scoret fire mål i 22 kampe for den belgiske klub. Han står desuden noteret for syv kampe og to scoringer for det islandske landshold.