Video : Tipsbladet
Generelle

Alexander Scholz taber til City ved klub-VM

Manchester City var aldeles overlegen i semifinalen ved klub-VM mod japanske Urawa Red Diamonds.

Manchester City var tårnhøj favorit i semifinalen ved klub-VM mod japanske Urawa Red Diamonds. Selv om City skulle have lidt hjælp for at komme i gang, blev det til en sikker sejr på 3-0.

I finalen fredag venter brasilianske Fluminense, som i sin semifinale slog egyptiske Al Ahly med 2-0.

Danske Alexander Scholz var med fra start hos japanerne, som gennem hele kampen var presset i bund af overmagten.

Det lykkedes at holde stand defensivt indtil tillægstiden i første halvleg. Scholz' makker i midterforsvaret, Marius Høibråten, var uheldig at dirigere bolden i eget net, og det var svært at se, hvordan det japanske hold skulle komme frem til chancer i den anden ende, der skulle muliggøre avancement.

Manchester City havde bolden nærmest hele tiden, hvad en boldbesiddelsesprocent på 83 et stykke inde i anden halvleg også vidnede om.

Japanernes drøm om en sensationel sejr blev for alvor skudt i stykker, da Mateo Kovacic gjorde det til 2-0 syv minutter efter pausen. Og inden uret rundede en times spil, havde Bernardo Silva øget til 3-0.

For Urawa Red Diamonds handlede det nu bare om ikke at få en gedigen lussing. For Pep Guardiola handlede det om at kunne spare nogle profiler.

Han skiftede fem mand inden for 13 minutter, og Manchester City slap foden en del fra speederen.

Selv om japanerne reelt ikke truede Edersons mål i kampen, slap de for en resultatmæssig ørefigen. De skal i bronzekampen fredag møde Al Ahly.

/ritzau/