Copa America: Turneringsvæddemål
Spil

Copa America: Turneringsvæddemål

Gambleren har haft hovedet nede i den sydamerikanske muld og er dukket frem igen med adskillige væddemål til turneringen, der starter fredag

Det er kun ét år siden, at den seneste udgave af Copa America blev afviklet i Chile, men dette er en speciel Centenario-udgave, som i den anledning ikke engang afvikles i Sydamerika men i stedet i USA.

16 lande deltager og ikke de efterhånden vanlige 12, hvilket betyder, at der er to hold fra hver gruppe, som går videre til knock out-fasen, hvilket igen betyder, at det bliver en del sværere at gå videre i turneringen, end tilfældet er, når to af tre 3'ere i gruppefasen også går videre.

Den skydes igang allerede fredag, hvorfor vi har en dejlig uge med spændende bold som opvarmning til EM-slutrunden på vores egne breddegrader, og lad os dermed gå igang med at se nærmere på et bundt væddemål.

Vinder:
Af de 16 deltagere er der flere, som er direkte chanceløse i forhold til at vinde. Haiti, Jamaica, Bolivia, Panama, Venezuela og Peru ryger IKKE til tops. Direkte chanceløse er Costa Rica, Paraguay og Ecuador ikke, men jeg vil alligevel anse for sensationelt, hvis de går hen og vinder. Det efterlader syv nationer i mine beregninger, og herefter bliver det et spørgsmål om smag og behag af oddset i forhold til visse kalkuler.

Argentina er favorit, forståeligt nok med deres trup, men til odds 3,00 finder jeg det uinteressant i første omgang. Både i 2014 og 2015 spillede de en hård turnering helt til ende og tabte i begge tilfælde finalen. Er der kræfter til at gå dybt for tredje sæson i træk? Chile er forsvarende vinder, og de spillede også godt ved VM 2014. Igen; tre år i træk? Denne gang uden træner Sampaoli, som var en stor del af deres koncept? Jeg tror ikke på det.

Brasilien sætter alt ind på OL i hjemlandet, og stiller op uden Neymar. Selv MED Neymar var de ikke mange brød værd ved hverken VM eller Copa'en sidste år, og jeg kan ikke spille dem til odds 6,00, når de har kikset med deres suverænt bedste spiller PÅ holdet.

Uruguay så meget interessante ud, indtil Suarez gik i stykker i Copa del Rey-finalen, og hvornår bliver han klar? Hvis overhovedet. De skal lige ses an, og så er der Colombia, men de virker ikke i helt samme schwung som ved VM. De var elendige ved Copa'en sidste år, og en James Rodriguez har ikke just været brandvarm i Madrid. Desuden er de i en meget svær gruppe, hvorfor jeg også her holder nallerne væk i første omgang.

Værtsnationen er USA, og disse plejer at klare sig godt. Problemet for mig i første omgang er, at de er i slutrundens SUVERÆNT sværeste gruppe, og skal bruge mange kræfter på at slippe ud af den. Deres modstandere bliver ikke nemmere i knock out-fasen, så omend fristelsen er til stede, synes jeg ikke, at oddset er spændende nok.

Det efterlader Mexico. Med Venezuela og Jamaica i gruppen vil det være en kæmpe, kæmpe overraskelse, hvis de ikke går videre, og de har noget nær hjemmebanefordel, fordi de spiller klos op ad Mexico i blandt andet Phoenix og Houston.

De er uden nederlag i 18 kampe i træk. De vandt Gold Cup i 2015, som også blev afviklet i USA, så de er bekendte med forholdene, og derfor synes jeg, at de i første omgang virker som det langt mest attraktive væddemål.

Mexico vinder Copa America, 8 units
Odds 12,00 Danske Spil

Gruppespil:
Hvis vi blot ser på gruppefasen, mener jeg stadig, at det er værd at holde lidt på USA til at gå videre. De skuffede ved Gold Cup i hjemlandet i sidste sæson og har revanche at tage. Værtsnationen ryger så godt som aldrig ud, så selvom de er i slutrundens sværeste gruppe, får de tilliden herfra.

Det samme gør Ecuador, for jeg kan ikke se dem ryge ud mod Peru og Haiti. Sidstnævnte er chanceløs, og så ringe som Peru stort set altid er på udebane, tror jeg ikke på, at de kan overraske ved to slutrunder i træk. Desuden har Ecuador HØVLET af sted i VM-kval'en i Sydamerika.

USA går videre fra gruppen, 70 units
Odds 1,40 Unibet

Ecuador går videre fra gruppen, 35 units
Odds 1,40 Unibet

Målscorer:
Lad os derefter se lidt nærmere på målscorer-markedet, hvor Messi er favorit, men er det nu også i orden? Ud fra betragtningen at han potentielt er god for "1000" kasser, er det i orden, men virkeligheden har påstået noget andet igennem lang tid.

Han scorede kun ét mål i ved Copa'en sidste år og det var på straffespark i den første kamp. Han har scoret fire mål i Argentinas seneste 14 landskampe, og tre af disse var på hjemmebane mod Bolivia. 

Når man så tager i betragtning, hvor ufatteligt skarpe hans landsmænd har været i denne sæson, virker oddset på Messi slet ikke fristende nok. Spørgsmålet er, hvem de vælger at stille op med, når man nu har både Higuain og Agüero i rækkerne. 

Sidstnævnte scorede endnu engang mange kasser for City, men Higuain har startet deres seneste to landskampe med Di Maria og Messi på siderne, og Napoli-angriberen kommer fra en decideret frygt-indgydende sæson, hvorfor man uden problemer kan argumentere for, at han fortjener sin plads. 36 garn i Serie A er edderknusemig stærkt! 

En anden spiller, som kommer fra en stærk sæson, er mexicanske "Chicharito". Javier Hernandez. Et BRAG af et år har han leveret i Leverkusen, og han vil gerne vise sig frem efter at have siddet ude i sidste års Gold Cup med en skade. Hvis jeg får ret i min satsning på, at Mexico når langt, skulle han nok også få lov at vise sin farlighed et par gange undervejs.

Andre spillere i selve topscorer-spillet har jeg ikke lyst til at kaste penge i grams efter, men vi biver ved målscorere, fordi jeg finder, at et par andre specials tiltrækker sig opmærksomhed. Nu holdt jeg før på Higuain som topscorer, men hvad nu hvis de virkelig vælger at spille Agüero i stedet? Han er hos Unibet sat overfor Messi i en h2h, selvfølgelig med Messi som favorit, men som beskrevet er det altså ikke meget, Barca-angriberen har scoret på landsholdet på det seneste og ved Copa'en sidste år scorede Agüero tre gange mod Messis ene mål.

Det fører mig frem til nedenstående, ligesom jeg holder på, at Cavani viser sig skarpere end Hulk. Suarez er helt sikkert ikke med i Uruguays første kamp(e), hvorfor ansvaret hviler på Cavani, der gerne vil vise sig frem efter en lidt sløj sæson i PSG. Han har scoret i Uruguays seneste tre landskampe, mens Hulk ikke har scoret i Brasiliens seneste syv, og ikke engang scorede ved VM i hjemlandet.

Nu vi er ved scoringer, så har Nordicbet en lille frækkert, som også fortjener en bønne. "Vil en spiller fejre en scoring ved at tage trøjen af", hedder spillet og skulle det være helt utænkeligt på tre ugers slutrunde og MASSER på spil? 

Higuain bliver topscorer, 4 units
Odds 10,00 Nordicbet

Hernanzez bliver topscorer, 2 units
Odds 34,00 Sportingbet

Hernanzez scorer over 1,5 mål, 50 units
Odds 1,90 Unibet

Messi vs Agüero (flest mål) 2, 18 units
Odds 2,30 Unibet

Cavani vs Hulk (flest mål) 1, 50 units
Odds 1,85 Unibet

Vil en spiller fejre en scoring ved at tage trøjen af, JA, 70 units
Odds 1,40 Nordicbet

Nations-mål:
Sidst men ikke mindst skal vi se nærmere på et par spekulationer over, hvor mange mål visse nationer scorer. Hos Unibet har de sat skellet ved Colombia på 6,5 mål, og kommer de så højt op? De var en mål-maskine ved VM i 2014, men meget er sket med deres offensiv siden da, og VM-topscoreren James har ikke været i hopla, som han var dengang. Falcao er en skygge af sig selv, Jackson Martinez fyrer heller ikke på alle cylindre, og så kommer Bacca godt nok fra en stærk sæson, men prøv lige at tænke tilbage på Copa'en for et år siden. 

Her var Colombia en af de varmeste favoritter, men skuffede stort, ikke mindst ved at score ét mål i fire kampe. Jeg gentager; ét! De er i slutrundens uden konkurrence vanskeligste gruppe, og såvel Costa Rica og Paraguay plejer at basere deres succes på en særdeles kompakt defensiv. Desuden; hvis Colombia går videre som toer, står de sandsynligvis overfor Brasilien. Jeg finder det langt fra givet, at de når op på mindst syv mål.

Ved USA har man sat skellet ved 4,5 mål, og de klarede fem ved VM-slutrunden for to år siden, ligesom de faktisk stort set altid kommer på tavlen. Det vil være en overraskelse, hvis de ikke når mindst fire kampe i denne slutrunde, og de har scoret i 20 af deres seneste 21 hjemmekampe. 

Colombia scorer under 6,5 mål, 25 units
Odds 1,68 Unibet

USA scorer over 4,5 mål, 55 units
Odds 1,72 Unibet

Det var 11 væddemål at starte turneringen på, og desuden vil Gambleren selvfølgelig gøre sit bedste for at følge vanlig praksis fra de seneste mange slutrunder og byde ind med mindst ét væddemål på hver eneste kamp.

Følg med i disse spalter!