The Scottish Sun skriver, at en matchfixingsag kan være undervejs i VM-kvalifikationen. Det er kampen mellem Malta og Litauen i sidste kvalifikationsrunde i starten af oktober, som det drejer sig om.
Maltas målmand, 31-årige, Andrew Hogg, udtaler til avisen, hvordan en FIFA-official kom ind i maltesernes omklædningsrum inden kampstart for at advare spillerne og holdet om, at man havde grund til at tro, at kampen kunne være fixet. Samme besked skulle Litauens spillere have fået.
Litauen vandt kampen 2-0, og bettingsyndikater placerede inden kampen millioner af pund på et maltesisk nederlag med to eller flere mål.
Målmand Hogg har oprullet sagen og fortæller om en ubehagelig oplevelse.
- Det var underligt, og det føltes meget ubehageligt, og som om, at vi blev anklaget for at snyde. Jeg vidste, at jeg havde gjort absolut ingenting galt, og jeg havde ingen idé om, hvad de snakkede om. Men jeg forlod omklædningsrummet og tænkte, at jeg hvis jeg gør noget galt nu, ender jeg måske på politistationen.
Sagen betyder, at FIFA kan ende med at skulle ændre resultatet i VM-kvalifikationsgruppen, hvor England fører, og Skotland, Slovenien og Slovakiet er de øvrige hold. Og Hogg mener, at det er en upassende situation.
- Det her kan virkelig rode rundt i gruppen, fordi ingen ved, hvad der sker som det næste. Det er en lortesituation, fortsætter målmanden om situationen.
Malta havde ingen skud på mål i løbet af kampen, hvor man også kun havde bolden i 35 % af kampen. Malta tabte 2-0 til England og 5-1 til Skotland i kvalifikationens første to kampe, inden Litauen vandt den omtalte kamp.