Deschamps lægger pres på sit franske VM-hold
Illustration
VM

Deschamps lægger pres på sit franske VM-hold

Frankrig skal videre fra gruppen, siger landstræner Didier Deschamps om udsigten til en gruppe med Schweiz, Honduras og Ecuador.

Frankrig har stolte traditioner på landsholdssiden, og i slutningen af 90'erne var det franskmændene, der styrede landsholdsfodbolden. Sådan er det ikke længere, og der er kortere mellem skandalerne end sejrene efterhånden.

VM tilg sommer skal dog være et vendepunkt, og til det har franskmændene fået hjælp fra lodtrækningen, der sendte dem i gruppe med Schweiz, Honduras og Ecuador. En gruppe, som de skal videre fra, mener landstræneren.

- Den første kamp mod Honduras er den vigtigste. At vinde den kan sende os i den bedst mulige position. Ingen modstander er nem, og vi er nødt til at være ambitiøse, men rimelige. Før og efter lodtrækningen er vores målsætning den samme: At nå blandt de sidste 16, siger Didier Deschamps ifølge Goal.com.

Didier Deschamps' mandskab sled sig videre til VM via playoffen, hvor man tabte første opgør til Ukraine med 2-0, men vandt returopgøret med tre. Den kamp har landstræneren stadig i hovedet, selvom han ikke vil frasige sig favoritværdigheden i gruppen.

- Det kunne have været sværere, lad os bare være ærlige. Vi får vores schweiziske naboer, et sydamerikansk hold og Honduras, der spiller meget ens. Folk sagde, at Ukraine var en god lodtrækning, og se, hvad der skete. Men ja, det kunne have været værre, siger Deschamps, der muligvis også har VM i Sydafrika i nogenlunde erindring.