De Gea: Spanien er det bedste hold i verden
Illustration
VM

De Gea: Spanien er det bedste hold i verden

David de Gea rangerer Spanien som det bedste landshold i verden lige nu og går benhårdt efter at tage VM-trofæet for anden gang i træk.

VM rykker hastigt tættere på, og den lange række af landshold skal snart i aktion i Brasilien. Spanien ses af mange som én af de største favoritter til VM-titlen, og det spanske landshold kommer også til slutrunden som forsvarende verdens- og europamestre. Siden 2010 har Spanien siddet tungt på førstepladsen på FIFA's landsholdsrangliste, og ifølge David de Gea er holdet også helt i top i forhold til resten af verdens landshold.

- Holdet er det bedste i verden, og vi håber på at kunne vinde titlen, siger De Gea til FourFourTwo.

Victor Valdes' voldsomme skade har banet vejen for Manchester United-keeperen i Spaniens VM-trup, der sammen med Iker Casillas og Pepe Reina udgør Vicente del Bosques målmandstrio på landsholdet.

- Jeg er glad for at være her. På U21-holdet har jeg spillet god fodbold i flere år, og nu skal jeg prøve at præstere på samme måde som de bedste spillere. Det har været en lang og hård sæson for mange af landsholdets spillere, men vi er stadig det bedste hold i verden, lyder det videre fra De Gea, der endnu har sin første landskamp til gode.

Spanien er i gruppe med Chile, Australien og Holland. Mandskabet åbner turneringen fredag den 13. juni med kampen mod sidstnævnte modstander.