DBU: Vi skal have ny præsident i FIFA
Illustration
VM

DBU: Vi skal have ny præsident i FIFA

DBU's formand Jesper Møller forsikrer, at Danmark ikke vil stemme på Sepp Blatter som ny præsident for FIFA.

I flere årtier stod DBU som et af de få europæiske lande bag Joao Havelange og siden 1998 Sepp Blatter, mens de to FIFA-præsidenter i hver deres æra skabte et internationalt fodboldforbund, hvor beslutninger om aftaler for milliarder af kroner blev truffet bag lukkede døre, ofte med opbakning fra fodboldpolitikere langt fra Danmark og Nordeuropa politisk såvel som geografisk.

Det er slut nu, bedyrer DBU's formand Jesper Møller, der overtog posten for et lille år siden.

- Nej, vi stemmer ikke på Blatter. Vi har nogle holdninger og værdier, som vi står ved. Så må vi tage konsekvenserne. Jeg fornemmer i øvrigt, at Blatter forstår og accepterer, at der er forskellige holdninger, det er mit indtryk, når jeg har mødt ham. Man kan godt være uenige og stadig arbejde sammen på nogle områder til gavn og glæde for fodbolden, siger Jesper Møller til Tipsbladet.

DBU-formanden er uenig med Bonita Mersiades i, at de nationale forbund ikke kan reformere FIFA indefra. Det vigtige er at få en anden præsident end Blatter, mener Jesper Møller.

- Begivenhederne i 2009 og 2010, og tildelingen af VM i 2018 og 2022 har givet anledning til nogle overvejelser. I den forbindelse er der gennemført en række reformer, så som at den undersøgende del i det etiske udvalg er blevet skilt ud. Tildelingen af VM er flyttet fra eksekutivkomiteen til kongressens 209 medlemmer. Det eneste, der ikke er blevet vedtaget, er vores 70 års grænse og begrænsningen på, hvor længe du må sidde.

- Vi synes, at der bliver flyttet noget. Men det er umuligt at fortælle omverdenen om de fornyelser, så længe vi har den samme præsident. Vi kommer ikke i mål med reformerne, før vi har en ny præsident, der indfører en ny, åben stil, siger Jesper Møller.

Kan du ikke se fordelene ved at starte et alternativ til FIFA? Når man ikke arbejder i et fodboldforbund eller er en aktiv del af topfodbold i dag, virker det som en god løsning at forsøge at bryde ud.

- Det kan jeg sagtens se, men det stemmer bare ikke overens med vores demokratiopfattelse. Som i et dansk folkestyre, der har fire-seks mandater i Folketinget, må du prøve at argumentere i stedet for blot at sige, at du ikke vil være med. Og jeg er nødt til at tage hatten af for, at der trods alt er sket nogle nye ting.

- Der bliver lagt pres på fra alle steder. Vi skal blive ved med at lægge tryk, men jeg tror ikke for alvor på, at der sker mere, før vi har fået en ny præsident. Dine holdninger og værdier styrer, hvordan du leder en organisation, og jeg tror ikke på afgørende forandringer, før der er kommet en ny præsident. Nogle siger til mig, at vi risikerer at få en ny præsident, der er endnu værre, men sådan er demokrati jo.

Jesper Møller vil ikke ind på konkrete navne som modkandidater til Sepp Blatter. Men han og ligesindede europæere arbejder på sagen.

- Vi i Skandinavien mødes, og dine kolleger har også bud på, hvem der kunne være gode kandidater. Der er frist for opstilling af kandidater i slutningen af januar, og så mødes vi i Skandinavien igen i februar for at beslutte, hvad vi gør, siger Jesper Møller.

- Man kan forestille sig alt, vi skal bare have en ny præsident. Vi i de nordiske lande er ikke afklarede med, om det skal være Blatter, eller om vi skal have en til at stille op. De 54 UEFA-lande er mindst lige så delt, som vi er i Norden.

- Nogle mener, at det er latterligt at opfinde et navn nu med så kort tid tilbage. Hvorfor ikke hellere opstille en vision for, hvordan FIFA skal drives. Det er jeg sikker på, at vi opstiller til UEFA-kongressen i marts. Men vi er kun 54 lande ud af 209 i FIFA.

LÆS MERE: Tipsbladet sætter fredag stort fokus på FIFA og VM i Qatar og Rusland. Læs hele historien i Tipsbladet, der er på gaden fredag sammen med Ekstra Bladet. Det kan også læses som e-avis - klik her.