Fokus på: Mark Brink Christensen – Supertalentet fra Esbjerg fB
Talent

Fokus på: Mark Brink Christensen – Supertalentet fra Esbjerg fB

Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold, eller en ældre spiller, med fokus på deres ungdomsår. Mark Brink Christensen er denne uges hovedperson.

Af: Magnus Monrad-Alexandersen, D’ BOLD
Succes på landsholdet og i klubben
Mark Brink Christensen har spillet i Esbjerg fB nærmest hele sit liv. Det er der han har udviklet sig og fået sin opvækst i fodbold. Han har spillet sig op gennem klubbens ungdomshold, og har i år fået debut på Esbjergs førstehold, til trods for sin alder på kun 18 år. 
Brink har dog ikke kun imponeret på klubplan. Han har været udtaget til samtlige ungdomslandshold siden U/16 og op til U/19-landsholdet. 25 officielle kampe har han spillet i alt, mens det er blevet til tre uofficielle kampe også. Han har været med til at vinde 13 af de i alt 28 landsholdskampe, som han har deltaget i, mens det er blevet til syv nederlag.
Inden Brink overhovedet fyldte 17 år, var han fast mand på U/19-holdet, og var samtidig oppe og snuse til hvordan det var at træne med klubbens førstehold. Jens Letort, som er A+ træner i EfB, trænede dengang Brink, som er en del af klubbens A+ talenter.
- Som dygtig fodboldspiller og anfører på U17-landsholdet har han naturligvis forudsætningerne for at gå hele vejen. Det kræver stadig meget, meget hårdt arbejde og en jernvilje at nå Superligaholdet, men Mark har en glæde ved spillet, som kan hjælpe ham i at nå det mål, siger Jens Letort.
- Jeg hjælper Mark i den daglige træning på U19-holdet og med ekstra individuel træning, når han eller jeg synes, at det er påkrævet. Derudover har vi aftalt, at Mark træner med Superliga-holdet mindst en gang om ugen, og deltager i reserveholdskampe.
Tilbage i august 2015 blev Mark Brink udtaget til førsteholdstruppen i Esbjerg for første gang. Han var kun 17 år gammel, og var netop blevet opgraderet til klubbens U/19-hold, eftersom han var for gammel til U/17-holdet.
Brink var meget glad for udtagelsen og så det som et skulderklap og en stor ros for den gode opstart, som han havde haft.
- Selvfølgelig er chancen ikke den største for at få debut allerede nu. Men jeg håber da på, at det er muligt, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at opnå det, sagde Brink til D’ BOLD.
Brink fik ikke spilletid i den kamp, men blev ugen efter udtaget til truppen i pokalturneringen. Der skulle EfB møde Søhus, som Esbjerg bankede 9-0. Brink fik alle 90 minutter på banen, og leverede tilmed en assist i den første kamp, han fik tid på banen i for førsteholdet.
- Det giver selvfølgelig ikke den samme følelse, som hvis jeg havde fået en Superliga-debut, fastslog Brink til dbold.dk, men:
- Jeg synes da stadig, at det er stort, når man tænker på, at vi stillede med et stærkt hold, og jeg fik lov til at spille hele kampen.
Brink håbede derfra, at der ikke var langt til en Superliga-debut, som for ham ville være det største at opnå på førsteholdet.
Så kom Superliga-debuten
- Det var superfedt at få Superliga-debut, og det gør det lidt mere specielt, når det er for klubben, hvor jeg har spillet, siden jeg var helt lille. Derudover fra start og med 3 point, det var helt fantastisk, fortalte Mark Brink om debuten til D’BOLD.
Den 4. april 2016 blev dagen, hvor Brink fik sin debut i Ala Superligaen. Efter at have været med i kamptruppen tre gange tidligere, fik han endelig tid på banen. Det skete i en kamp mod Viborg FF, som Esbjerg vandt 1-0. Brink startede på banen og fik hele 62 minutters spilletid, inden han blev skiftet ud.
- Ambitionerne er klart at få mere spilletid i EfB. Drømmen om udlandet er der selvfølgelig også, men det kunne være fedt at komme afsted, fordi man har gjort det godt på førsteholdet i Esbjerg. Og hvis jeg skulle afsted, er det svært at sætte destination på, men helst en klub med mulighed for spilletid, og helst i en liga hvor det er det tekniske, som er i højsædet og måske ikke det fysiske, afsluttede Brink.
Brink fik 12 minutter på banen allerede kampen efter, og efterfølgende fik han tid på banen i fire yderligere kampe.
Hyldet og kontraktforlængelse
Brink blev i marts 2015 kåret som ”Årets U/17-talent” i dansk fodbold af DBU. En pris som spillere som Daniel Agger, Simon Kjær, Pierre-Emile Højbjerg og Kasper Schmeichel tidligere har vundet. Som 16-årig var Brink allerede rykket op i Esbjergs U/17-trup, hvor han gennem sine ungdomsår næsten altid har været anfører. Samtidig kørte han samme stil på U-landsholdene.
- Som anfører for både Esbjerg og landsholdet er det essentielt, at Mark tager ansvar og altid går forrest både i spil og attitude. Potentialet har altid været tydeligt, især på den offensive del, men stabiliteten og den fysiske og mentale del har til tider manglet at komme helt med i præstationerne, sagde den daværende U/21-landstræner, Jan Michaelsen.
- Det er selvfølgelig stort at stå her i DBU med en masse pressefolk og modtage prisen af landstræner Jan Michaelsen. Jeg vil ikke sige, at jeg havde ventet at blive årets talent, men jeg vidste godt, at jeg var en af kandidaterne. Der er flere spillere i udenlandske klubber i årgangen, så jeg blev lidt overrasket. Jeg tror, jeg har fået prisen, fordi jeg har lagt noget på mit spil og har udviklet mig, især forsvarsmæssigt, og så er jeg blevet en lederfigur både på og uden for banen, sagde Mark Brink selv, efter han fik prisen.
Og man kan vist godt sige, at Brink har taget æren med sig. For hans udvikling er slet ikke stoppet siden da. Og med de præstationer, som midtbanespillere har leveret, gav ham i april 2016 en kontraktforlængelse i Esbjerg.
- Jeg er glad for min nye kontrakt, det stemmer overens med det klubben har vist på det sidste, nemlig er de tror på mig og at planen er jeg skal være fast mand engang i fremtiden, sagde Brink til D’ BOLD.
Også klubbens træner var meget glad for, at Brink skrev under.
- Mark og vi er enige om, at EfB er det rigtige miljø at udvikle sig i. Han er inde i en så god periode med spilletid på både landshold, Superliga-hold, Reserveliga-hold og U19-hold, at det i sig selv er en opgave at håndtere, sagde Esbjerg-træner Jonas Dal til klubbens hjemmeside om Mark Brink efter hans forlængelse med klubben.
Mark Brink Christensen er i dag 18 år gammel, og er mere eller mindre fast på Esbjergs førstehold.