Superliga

Zanka har været til lægetjek i PSV

Mathias "Zanka" Jørgensen har gennemført et lægetjek i hollandske PSV Eindhoven. FCK'eren er nu blot detaljer fra et skifte til storklubben.

For to uger siden kunne PSV Eindhovens tekniske direktør, Marcel Brands, bekræfte en af de værst bevarede hemmeligheder i dansk fodbold, da han løftede sløret for, at FC Københavns Mathias "Zanka" Jørgensen blot var et bestået lægetjek fra et skifte til den 21-dobbelte hollandske mesterklub.

Læs også: PSV bekræfter: Zanka kommer

- Mathias "Zanka" Jørgensen kommer til Eindhoven, hvor vores læger vil vurdere hans medicinske tilstand. Hvis lægerne vender tommelfingeren op, vil vi se, om ikke han kan blive en forstærkning for PSV Eindhoven til sommer, sagde den tekniske direktør dengang til tipsbladet.dk.

Nu er Mathias "Zanka" Jørgensen kommet et skridt nærmere drømmeskiftet til den hollandske storklub. FC København-anføreren, der har været skadet siden september men nu træner med holdet igen, har nemlig gennemført det omtalte lægetjek.

- Mathias har haft sit lægetjek, og det gik rigtig godt. Nu venter vi på, at PSV Eindhovens specialister vender tilbage, og når de gør det, satser vi på at kunne færdiggøre hans skifte, siger forsvarsspillerens agent, Darryl Powell, i dag til tipsbladet.dk.

Det er Mathias "Zanka" Jørgensens skadede knæ, der er det springende punkt i aftalen med PSV Eindhoven. Vender hollændernes læger tommelen op for dét, kan midterforsvareren blive præsenteret i den rød- og hvid-stribede trøje så hurtigt som muligt.