Superliga

Zanka åbner for FCK-forlængelse

Den langtidsskadede FCK-anfører, Mathias "Zanka" Jørgensen, åbner nu en lille dør på klem for en forlængelse med de danske mestre.

Mathias "Zanka" Jørgensen har fået sæsonen ødelagt af en grim skade. FCK-anføreren blev slemt knæskadet den 10. september, og han sidder nu ude til engang næste år.

Skaden kommer på det værst tænkelige tidspunkt for den 21-årige landsholdsspiller, der har kontraktudløb til sommer. "Zanka" skulle bruge denne sæson på at sælge sig selv til en stor udenlandsk klub, men det har skaden sat en stopper for. Eller har den nu også det? Hovedpersonen regner således ikke med, at skaden får den store betydning for adressen på hans fremtidige klub.

- Jeg tror ikke, det betyder noget med hensyn til at finde en ny klub. De klubber, der var interesserede i mig før skaden, vil også være det, når jeg kommer tilbage, siger Mathias "Zanka" Jørgensen til tipsbladet.dk.

FCK-profilens agent, Darryl Powell, har tidligere udtalt, at "Zanka" utvivlsomt forlader "Løverne" på en fri transfer, når hans kontrakt løber ud den 30. juni næste år. Men forsvarsspillerens skade har trods alt kastet en smule grus i maskineriet. Planen er fortsat, at "Zanka" skal videre til sommer, men nu åbner han en lille dør på klem for en forlængelse med det danske mesterhold.

Læs også: Dansen om Guld-Zanka

- Selvfølgelig vil man altid overveje at blive et sted, hvor man har det rigtig godt, og det har jeg i FC København, hvor jeg har haft nogle fantastiske år. Der er ikke nogen grund til at lægge sig fast på noget endnu. Jeg udelukker intet, men planen er fortsat, at jeg skal skal videre, og det ændrer skaden ikke ved, bedyrer forsvarsspilleren.

Netop skaden, der er en kombineret ledbånds- og korsbåndsskade, er så alvorlig, at den holder "Zanka" ude i mellem seks og ni måneder. Og lige nu peger pilen desværre mere mod de ni end de seks måneder.

- Egentlig er der ikke noget, der har ændret sig. Prognosen hedder stadig seks til ni måneder. Men det er en kompliceret skade, så det er nok lige lovlig optimistisk at tro, at jeg kan være klar efter seks måneder. Mit fokuspunkt er at blive klar. Om det så tager seks eller ni måneder, kan kun tiden vise, siger FCK-anføreren, der hvis han er ude i ni måneder sandsynligvis må se en EM-billet gå fløjten.

- EM tænker jeg slet ikke på, slutter han.