William Kvist risikerer sen løsning på fremtiden
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

William Kvist risikerer sen løsning på fremtiden

William Kvist kan komme til at træne med FC København igen, for der kan være lange udsiger for en løsning på hans klubfremtid.

Det er ikke første gang, han prøver det. Efter en skuffende sæson i Wigan er William Kvist er mødt ind i landsholdslejren med en uafklaret fremtid, for om en måned udløber hans kontrakt med den engelske klub, og det er allerede afklaret, at parterne skilles. 
 
Dermed skal William Kvist atter på klubjagt i det kommende transfervindue, og den danske landsholdsspiller er afklaret med situationen. 
 
- Jeg håber meget, at jeg kan fortsætte i udlandet. Jeg vil gerne spille i England, for jeg har været glad for at være der, og jeg kan godt lide kulturen, tilgangen til fodbold og mentaliteten. Jeg har stadig et mål om at lege med de bedste, og det må gerne være i Premier League, hvor det var spændende at spille med Fulham. Det er stadig målet, men jeg er åben for meget, siger William Kvist til tipsbladet.dk. 
 
Han forventer ikke en snarlig afklaring på fremtiden. 
 
- Det har ikke været den mest fantastiske sæson, så vi må se, hvad der sker. Jeg er rimelig tålmodig, og min fremtid bliver ikke afgjort de næste 14 dage. De fleste ligaer er overstået nu, så folk går lidt på sommerferie. Nu er der landskampe, og så må jeg se bagefter, siger han. 
 
Som transferfri kan klubberne vente med at skrive kontrakt med William Kvist, og midtbanemanden er derfor med på, at han kan risikere at være klubløs, når sæsonerne begynder i det store udland til august. 
 
- Det håber jeg ikke, men jeg risikerer det selvfølgelig. Jeg har ikke travlt, men jeg er heller ikke langsom med vilje. Det er en fornemmelse og følelse af, at det skal være rigtigt. Det er mere det. Jeg må opveje, hvor tålmodig og kold i maven jeg vil være i forhold til nogle ting. Jeg er 30 år gammel, og jeg skal finde det rigtige, siger Kvist, der vil være sikker på, at hans næste klub giver ham sportslig lykke.  
 
- Jeg har været uheldig med timingen, fordi jeg kom til Fulham, hvor klubben rykkede ned og derefter Wigan, hvor vi også rykkede ned. Det var ikke min skyld det hele, men jeg håber, at timingen er rigtig det næste sted. Jeg vil gerne opleve nogle sjove år i udlandet, så jeg skal finde den rigtige klub 
 
- Stabilitet og ejerforhold er jeg blevet mere opmærksom på. Jeg er kommet fra FCK, hvor jeg havde Ståle i fem år, og jeg har altid haft Morten Olsen på landsholdet. Jeg har måske ikke tænkt så meget over det før, men jeg er blevet klogere på det, og jeg vil tage det med i mine overvejelser, når jeg kigger på en klub. Hvis jeg finder en stabil klub, vil jeg kunne holde et fint niveau, fortæller William Kvist, der ikke er bekymret over udsigten til et par vigtige landskampe oven på en skidt sæson i Wigan. 
 
- Jeg har desværre prøvet det før, så jeg er erfaren på det område. Sådan har det også været tidligere. Det er fedt for mig at slutte sæsonen af her, hvor vi kan spille os tættere på EM. Jeg er rolig, for min fremtid bliver ikke afgjort de næste 14 dage. Det sker formentlig først om fire-seks uger – hvis ikke senere. Det er en god træning og god opvarmning til at finde en klub igen, mener han. 
 
Og hvad så når landsholdslejren er overstået midt i juni? Til den tid har William Kvist ingen forpligtelser over for nogen klubber, men han kommer formentlig også til at mangle et sted at holde formen ved lige. Det kan meget vel blive i hans tidligere klub FC København. 
 
- Det kunne man sagtens forestille sig. Jeg ved ikke, hvor jeg træner efterfølgende, og det har jeg ikke prøvet før. Det er dejligt at være i København, så det kan sagtens være en mulighed at starte op med FCK, siger han. 
 
30-årige William Kvist har udover FC København, Fulham og Wigan også spillet i tyske Stuttgart.