2016 har været et forandringens år for Viktor Fischer. Den danske offensivsspiller har forladt Ajax for at jagte et gennembrud i Middlesbrough i Premier League, og desuden har han fået et gennembrud på det danske landshold, hvor han tidligere har kæmpet hårdt for at komme ind i varmen.
På lørdag er han atter i spil til startopstillingen, når Danmark møder Polen, og Viktor Fischer mener, at det er et tegn på, at han har grebet chancen på Åge Hareides hold.
- Jeg synes, at jeg har grebet chancen de gange, jeg har været med under Åge Hareide. Jeg tager det ikke for givet, og jeg ved, at man skal levere i sin klub, før man kan være med på landsholdet. Jeg tror, at der i længden forventes mere af det klubmæssige, og jeg sikker på, at det nok skal komme. Jeg mener, at jeg har grebet chancen i landskampene, og jeg har vist, at jeg kan tilføre holdet noget rigtig vigtigt – uanset om det er fra bænken eller fra start. Man kan også bare se på statistikken over de mål og oplæg, jeg har lavet, mens Åge har været landstræner. Den er ganske udmærket, siger Viktor Fischer.
Han er også ved at falde til i engelske Middlesbrough, hvor han startede inde for anden gang i Premier League, da han leverede et oplæg til Middlesbroughs mål i opgøret mod West Ham, der endte 1-1.
- Det var en mulighed for at bevise, at det var min plads. Jeg har arbejdet sindssygt hårdt for træning, og resultaterne har ikke flasket sig helt for holdet i de andre kampe. Det var en gylden mulighed for at bevise, at jeg kan noget andet, og jeg kan give noget til holdet. Langt hen ad vejen gik det rigtig godt, men der er også mange ting, der skal blive bedre. Det bliver det kun, hvis man spiller, og jeg må holde fast i det momentum, jeg har nu, siger Fischer, der både er blevet brugt som offensiv midtbane og på venstrekanten på Aitor Karankas mandskab.
- Jeg tror, at jeg både kan gøre det godt som venstrekant og som 10'er. Det afhænger af, hvem der spiller på de andre positioner, men selvfølgelig er der forskel på positioner. Hvis man vil være en dygtig fodboldspiller, skal man kunne kende de små nuancer og forskelligheder i de to positioner. Det skal man kunne omstille sig til lynhurtigt, for vi får først vores positioner at vide tæt på kampstart. Jeg mener, at jeg kan spille begge positioner, fastslår Fischer.
- Der er stor forskel på at spille sammen med én eller to angribere. Især i Premier League. Det kræver noget fysik, som jeg ikke har fra naturens side. Det er andre ting, jeg skal arbejde med. Men er der en stærk angriber ved siden af mig, har jeg nogle andre kompetencer, der kan supplere det. Det er lykkedes godt på landsholdet indtil videre, tilføjer landsholdsspilleren, som er ved at falde til i den engelske klub.
- Det er meget anderledes. Det er en havneby, en kulmineby og en fabriksby. Det kan man mærke på stadion. Det er en del af klublogoet, man bærer hver weekend. Man ved, hvilke typer der kommer på stadion, og man ved, at det er arbejdere, der elsker deres fodboldhold. Vi forsøger bare at levere alt, hvad vi kan for at gøre dem og os selv tilfredse, siger Viktor Fischer.