Superliga

- Vi vinder over FCK

Trods det på papiret ulige styrkeforhold, er der optimisme hos HB Køges amerikaner Brad Rusin, inden søndagens opgør mod FC København.

HB Køge er uhjælpeligt fanget på 12. pladsen i ligaen med bare seks point efter 16 kampe. HB Køge havde en vigtig sejr i hånden ude mod Lyngby i seneste spillerunde men måtte alligevel til sidst nøjes med 2-2.

Søndag gælder det så topholdet fra FC København, der lægger græs til top mod bund-opgøret. HB Køges Brad Rusin erkender, at det bliver svært, men troen på sejr er til stede.

- Der er vist ingen tvivl om, at alle kampe er vigtige for os, og for mig
betyder det ikke noget, hvem vi møder. Det er klart, at det er en stor
klub, vi møder, men i min verden kan vi spille op med langt de fleste,
hvis vi selv rammer niveauet. Der viser tabellen måske noget andet, men
alle kan blive enige om, at vi har fortjent flere point, end vi har
fået, siger Brad Rusin til Tipsbladet.


Og så et bud på kampen på søndag?

- Ikke på resultatet. Jeg tror, vi vinder. Det gør jeg altid. Den eneste måde, man kan opnå noget på, er ved at fortælle sig selv, at man vil vinde. Med hensyn til på søndag er vi underdogs, og det har jeg det fint med at være. Alt kan ske, siger han.

Det første møde mellem de to hold i efteråret sluttede med en 4-2-sejr til FC København.