Superliga

Ung AaB-back med fyldt værktøjskasse

Jacob Barrett Laursen er i denne uge på træningsophold i Juventus. Den unge AaB'er har de værktøjer, en back skal have, fastslår klubbens talentkooridnator, der er med i Torino.

Unglandsholdsspilleren Jacob Barrett Laursen er blevet et kendt navn i den danske fodboldbevidsthed, efter AaB søndag offentliggjorde, at han i denne uge træner i den italienske storklub Juventus. Torino-klubben har fuldt Laursen i et par år og nu har udtrykt ønske om at se nærmere på den 17-årige venstre back og kantspiller.

Med i Italien har Laursen sin mor og AaB's talentkoordinator Jacob Larsen, der foreløbig har set den unge AaB'er under en teknisk træning og en træning med klubbens U/20-hold, der i daglig tale kaldes Primavera-holdet.

- Jeg kan se, at han nyder det i fulde drag. Det er selvfølgelig en stor klub, og det betyder noget, men han har en rigtig fin tilgang til det. Vi snakker løbende om træningen og den måde, man spiller back på i Italien, der er lidt anderledes end i Danmark, og det er gået rigtig fint indtil videre. Det er god stil, at vi ind imellem sender en mand med vores unge mennesker. Der er god signalværdi i det, og samtidig hjælper jeg med at sørge for, at det hele går glat, siger Jacob Larsen til tipsbladet.dk.

Talentkoordinatoren er ikke i tvivl om, at Jacob Barrett Laursen har alle værktøjerne til at blive en dygtig fodboldspiller og en dygtig back.

- I AaB går vi meget op i den tekniske træning i ungdomsårene, så han er det, vi kalder en god drible-finte-spiller. Han er god til at læse spillet, og han vælger ofte den rigtige løsning i kampene. Han har et godt touch på bolden og kan også komme forbi en mand med sin gode speed. Og så er han en udholden spiller.

- Værktøjskassen er rigtig fint fyldt op, men der er stadig et stykke vej til at tage skridtet op til at blive en god seniorspiller. Der kan ske meget i de næste år.  Vi kan bare konstatere, at han har alle de ting, en spiller på hans alder skal kunne. Der er noget rent taktisk, han skal fylde på, men sådan er det med alle unge spillere, påpeger Jacob Larsen.

Juventus kan tydeligvis også se, at AaB'eren har alt det, der skal til. Men om de ender med at købe ham, er en helt anden sag. Sportsdirketør Lynge Jakobsen udtaler til tipsbladet.dk, at han ikke er gået ind i forhandler med Juventus om et salg af den 17-årige back, og indtil videre er han da heller ikke mere end bare lige kommet ind i AaB's U/19-trup.

- Jacob er én af dem, vi regner med i AaB, og hvis spillerne er gode nok, er de også gamle nok, men det er ikke til at sige, hvor han står i forhold til Superligaen. Indtil videre er han i U/19-truppen, der træner med førsteholdet. Og vi må følge hans udvikling derfra, siger Jacob Larsen.

Under opholdet i Juventus har AaB-delegationen hilst på Frederik Sørensen, der er en del af klubbens Serie A-trup. I dag og i morgen træner Jacob Barrett Laursen igen med Primavera-holdet inden hjemrejsen lørdag. Om unge Laursen bliver Juventus' næste unge danske satsning, kan kun fremtiden vise.