TV-aftale uden BIF: Her er fordelingen af millionerne
Illustration
Superliga

TV-aftale uden BIF: Her er fordelingen af millionerne

Alle Superliga-klubber undtagen Brøndby har allerede underskrevet en aftale om, hvordan de mange millioner i den kommende tv-aftale skal fordeles. Se fordelingsnøglen her.

Mens Brøndby har besluttet sig for at gå enegang omkring en kommende tv-aftale for Superligaen, holder de resterende 11 klubber sammen og sigter efter en kollektiv aftale, der kan forhandles på plads i en aftale med en løbetid på op til seks år.

De 11 klubber er allerede enige og har underskrevet en aftale om en ny fordelingsnøgle til de mange millioner i en ny tv-aftale.

Tipsbladet har talt med flere kilder, der har indsigt i de igangværende forhandlinger og som bekræfter, at klubberne har givet håndslag og løfter sløret for, hvordan tv-pengene skal fordeles fra sæsonen 2015/16. 

Den underskrevne aftale indeholder en ny fordelingsnøgle som ser således ud:

  • En solidarisk pulje på cirka 30 procent af beløbet
    De 11 klubber får en lige stor andel af millionbeløbet i puljen.
  • En placerings- og præstationspulje på cirka 40 procent af beløbet.
    Fordeles efter placeringer efter 11. 22. og 33. spillerunde samt efter antal sejre og uafgjorte kampe, klubberne har præsteret. 
  • En mediemarkeds-pulje på cirka 30 procent af beløbet 
    Pengene fordeles efter, hvilket valg ens kamp er på tv.Aktuelt vælger Viasat først (Kampen søndag aften - Match of the Week), mens Canal 9 (el. Canal 8) har andetvalg, TV3Sport har tredje- og fjerdevalg, mens Canal 9 og TV3Sport respektivt tager sig af kamp nummer fem og seks. 

Men selv om aftalen om fordelingsnøglen allerede er underskrevet, bliver der alligevel holdt en dør åben for Brøndby, hvis klubben kommer på andre tanker end at gå enegang i jagten på flere millioner. 

- Brøndby er foreløbigt ikke en del af aftalen, men det kan de blive, hvis de søger det og de 11 andre klubber siger god for det. Men Brøndby kan ikke bruge aftalen som en forsikring, hvis det viser sig, at det de ikke opnår, hvad de ønsker ved at stå udenfor, siger direktør for Superligaen A/S, Claus Thomsen, til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Brøndbys enegang svækker alle

Og ender Brøndby med at banke på døren hos de 11 i kollektivet, skal de ikke regne med, at aftalen skal til genforhandling. 

- I princippet kan det lade sig gøre, men det er ikke sandsynligt, da der er 11 klubber, der er nået til enighed, siger Claus Thomsen. 

I den aktuelle tv-aftale er der anslået 260 millioner kroner til fordeling i de tre år aftalen varer. Men da den nye tv-aftale kan blive forhandlet til at løbe i helt op til seks år, vil det samlede beløb blive markant større, og tv-stationerne kan også drage fordel af en længere aftale om det attraktive produkt i kampen om seere.

Enigheden om fordelingsnøglen er blot første skridt i en række forhandlinger, hvor beløbene for den samlede pakke og aftalens løbetid skal på plads.