Den islandske EM-spiller Ari Skulason er blevet et varmt navn på sommerens transfermarked. Hans kontrakt med OB udløber ved årsskiftet, og flere klubber er blevet sat i forbindelse med venstrebacken.
Indtil videre er der dog ingen afklaring om fremtiden, og Ari Skulason tager situationen roligt.
- Jeg har ikke tænkt så meget over det, for jeg har haft fokus på EM-slutrunden, og selvom jeg har talt lidt med min agent, har det ikke været meget. Man vil altid gerne spille i en bedre liga og en større klub, men jeg skal også tænke på min familie. Jeg har tre børn, og det er det vigtigste for mig. Vi har det godt i Danmark, men vi skal snakke om det hele i løbet af de næste par uger, siger Ari Skulason til tipsbladet.dk.
I forhold til historierne om Lokerens interesse, henviser islændingen til sin agent, der ikke tager sin telefon, men Ari Skulason afviser ikke at fortsætte i OB, selvom større klubber frister ham.
- Vi har ikke haft den samtale med OB, for jeg har været til EM, og OB har måske overvejet mulighederne for, om der kan komme et salg. Jeg kan ikke give så mange svar om min fremtid, men lige nu nyder jeg min ferie, og jeg vil bruge det næste stykke tid på at finde ud af, hvad jeg gør, siger han.
OB har denne sommer hentet venstrebacken Joao Pereira til klubben, og fynboerne er også fint besat på midtbanen, hvor Skulason også kan spille. Islændingen er dog fortrøstningsfuld omkring fremtiden.
- OB har fået mange spillere denne sommer på de positioner, som jeg spiller, men det har jeg prøvet før. Jeg er klar til at kæmpe videre, og så må vi se, hvad der sker. Hvis der dukker en mulighed op, der både er interessant for mig og OB, vil jeg kigge på det, siger han.
Ari Skulason har ferie i mindst en uge endnu, og det ligger fast, at han ikke er i spil til OB's første Superliga-kamp den 15. juli.