Top 11: Superligaens udenlandske stjernekøb
Foto: Polfoto/AP Photo/Frank Augstein
Superliga

Top 11: Superligaens udenlandske stjernekøb

Rafael van der Vaart er langt fra den første udenlandske stjerne, der vælger at skrive kontrakt med en Superliga-klub. Tipsbladet.dk bringer et overblik over nogle af hans forgængere.

Den tidligere hollandske landsholdsspiller Rafael van der Vaart bliver onsdag eftermiddag præsenteret som ny spiller i FC Midtjylland.

Spillerens cv er markant, og i den anledning er det relevant at kigge på, hvilke spillere fra udlandet, der har slæbt et fornemt generalieblad med til Superligaen i tidens løb. 

Tipsbladet.dk har således fundet de 11 spillere, der har skrevet under med en Superliga-klub, selvom deres cv egentlig kunne gøre dem berettiget til en større klub. 

Vurderingen er udelukkende foretaget på baggrund af spillerens cv før ankomst til Danmark. Præstationerne i Superligaen samt videre karriereforløb er altså ikke med i vurderingen. Der er ligeledes set bort fra danske spillere, fordi det ofte er set, at spillere afslutter karrieren i sit hjemland. 

Med i vurderingen er tidligere klubadresser, hvilke ligaer, spillerne har været på kontrakt, opnået spilletid i disse samt landskampe. 

Her følger de spillere med det største cv, der er kommet til Superligaen, siden ligaens fødsel i 1991: 

11. Jörgen Pettersson
Tidligere klubber: Malmö, Mönchengladbach, Kaiserslautern
Landskampe ved ankomst: 27
Dansk klub: F.C. København
Transfer: Fri transfer i sommeren 2002
Note: Med hele syv sæsoner i tysk fodbold på cv'et var det et markant navn, F.C. København hentede til klubben i sommeren 2002. Jörgen Pettersson havde masser af Bundesliga-kampe i benene og en status som profil i Kaiserslautern med sig til København, så forventningerne var store til den svenske landsholdsspiller, der kommer med på denne rangliste et mulehår foran folk som Tobias Linderoth og Erik Mykland.
Kampe/mål i Superligaen: 32/6

10. Petri Pasanen
Tidligere klubber: Lathi, Ajax, Portsmouth, Werder Bremen, Salzburg
Landskampe ved ankomst: 70
Dansk klub: AGF
Transfer: Fri transfer sommeren 2012
Note: En finsk landsholdsspiller på 31 år lyder måske ikke prangende, men Petri Pasanen har en imponerende klubkarriere at prale af. Fire sæsoner i Ajax samt hele syv år i den tyske Bundesliga med masser af spilletid for Werder Bremen vidner om storhed, og det var derfor et markant navn, AGF hentede til Superligaen i sommeren 2012. 
Kampe/mål i Superligaen: 44/2

9. Bernard Mendy
Tidligere klubber: Caen, PSG, Bolton, Hull
Landskampe ved ankomst: 4
Dansk klub: OB
Transfer: Fri transfer vinteren 2011 
Note: Der gik ikke længe fra OB havde skrevet kontrakt med Bernard Mendy til der dukkede et interessant videoklip frem på de danske fodbold-websites: I en landskamp for Frankrig havde Mendy engang overspurtet Roberto Carlos, og det gjorde kun forventningerne større til manden med over 100 kampe for Paris Saint-Germain samt et længere ophold i Premier League bag sig. 
Kampe/mål i Superligaen: 40/2

8. Mark Robins
Tidligere klubber: Manchester United, Norwich, Leicester
Landskampe ved ankomst: Ingen
Dansk klub: F.C. København
Sæson: Lejeaftale i efteråret 1996
Note: F.C. København var ikke en topklub dengang i 1990'erne, men ambitionerne var store, og derfor blev der også med jævne mellemrum hentet store navne til klubben. Et af disse var 27-årige Mark Robins, der i 1996 blev lejet for en håndfuld kampe i efteråret. Den tidligere engelske U/21-landsholdsspiller fik sin fodboldopdragelse i Manchester United, hvor det endda blev til cirka 60 førsteholdskampe og et dusin mål under Alex Ferguson. Et spændende bekendtskab, der i øvrigt nåede seks Superliga-kampe og fire mål. 
Kampe/mål i Superligaen: 6/4

7. Stig Inge Bjørnebye
Tidligere klubber: Strømmen, Kongsvinger, Liverpool, Rosenborg
Landskampe ved ankomst: 70
Dansk klub: Brøndby IF
Transfer: Lejeaftale i foråret 2000
Note: Det er sjældent, at Superliga-klubber plukker spillere i Premier League, men det var tilfldet i 2000, hvor Stig-Inge Bjørnebye ikke kunne komme på holdet i Liverpool og derfor søgte fast spilletid, så han kunne spille sig tilbage i landsholdsvarmen inden EM. Brøndby lejede spilleren med de mange Premier League-kampe på cv'et til en afgørende mesterskabsslutspurt. 
Kampe/mål i Superligaen: 13/2

6. Roy Carroll
Tidligere klubber:
Hull; Wigan, Manchester United, West Ham, Rangers, Derby
Landskampe ved ankomst: 19
Dansk klub: OB
Transfer: Fri transfer i sommeren 2009
Note: OB havde egentlig udpeget Anders Lindegaard som førstemålmand i sommeren 2009, men da han blev skadet op til vigtige kampe i Superligaen og Europa League, valgte fynboerne at skrive en tre-årig kontrakt med den tidligere Manchester United-målmand Roy Carroll. Lindegaard forlod OB skuffet, men OB fik en solid nordirer på mål i de kommende par år. 
Kampe/mål i Superligaen: 46/0

SE TOP 5 PÅ NÆSTE SIDE VED AT KLIKKE HER