Tidligere Brøndby-emne får ophævet kontrakten
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Tidligere Brøndby-emne får ophævet kontrakten

Moestafa El Kabir har flere gange været tæt på at skifte til Brøndby. Nu står han uden kontrakt.

De fleste Brøndby-fans ved, hvem Moestafa El Kabir er. Det er i sig selv meget imponerende med tanke på, at den 27-årige angriber aldrig har spillet for klubben. Men han har godt nok været tæt på - i flere omgange. Og deri finder man også årsagen til, El Kabir er et velkendt navn på den københavnske Vestegn.

I 2010 var angriberen tæt på at skifte til Brøndby, men det mislykkedes. I 2014 var historien den samme. Nu skriver vi 2016, og Brøndby har igen muligheden for at få fingrene i marokkaneren, hvis interesseren ellers er til stede. Det er der umiddelbart ikke meget, der tyder på, at den skulle være. De blå-gule råder over Teemu Pukki, Kamil Wilczek, Daniel Stückler og Gustaf Nilsson og er dermed godt dækket ind i angrebet.

Spørgsmålet er, om en anden Superliga-klub kunne være fristet af at tilknytte forwarden?

Moestafa El Kabir har fået ophævet sin kontrakt med tyrkiske Glenclerbirligi. Det bekræfter klubbens formand over for goal.com. Angriberen nåede at spille to sæsoner for den tyrkiske klub - i den seneste noterede han sig for otte mål i 28 kampe.

El Kabir har tidligere tørnet ud for klubber som NEC Nijmegen, Mjällby, Cagliari og Al Ahli.