Thygesen: Nemt at skifte til Randers
Superliga

Thygesen: Nemt at skifte til Randers

30-årige Mikkel Thygesen tørner i de kommende to sæsoner ud for Randers FC, og han er allerede faldet godt til i klubben.

Midtbanespiller Mikkel Thygesen skiftede i vinter Brøndby ud med Hobro, men her var Thygesen kun at finde et halvt år, for i de kommende to sæsoner er han på kontrakt i Randers FC.

Godt nok har Mikkel Thygesen ikke fået voldsomt meget spilletid det seneste års tid, men umiddelbart ligner han en spiller, der passer perfekt til Colin Todds disciplinerede 4-4-2-system, hvor alle mand skal stå godt på banen og levere et stort arbejde, offensivt som defensivt.

Og Thygesen peger da også på, at han allerede er faldet godt til i Randers, hvilket lover godt for den kommende sæson, der allerede torsdag starter for Randers FC's vedkommende med Europa League-kvalifikationen mod Sant Julia.

- Det har været meget nemt at komme til Randers FC. Folk er virkelig søde, der er et professionelt trænerteam og administrationen fungerer. Jeg har lidt manglet den professionelle stil, men det har jeg fået tilbage i Randers, siger Mikkel Thygesen til Randers Amts Avis og tilføjer:

- Os spillere skal bare fokusere på at spille fodbold, så er der styr på alt det andet omkring os. Det kan jeg godt lide.

Thygesen har i opstartsfasen døjet med en lille skade, men han melder sig nu klar til at spille.