AaB har gennem hele januar forventet et stille transfervindue, men nu ser det ud til, at der alligevel opstår heftig aktivitet i det nordjyske.
Forsvarsspilleren Lasse Nielsen meldes på vej væk fra klubben, og nu ser det også ud til, at klubbens anfører og midtbanespiller Thomas Augustinussen er på vej væk.
Ekstra Bladet skriver således, at Thomas Augustinussen er på vej mod et overraskende skifte til den norske klub IK Start. Ifølge avisen er AaB parat til at ophæve spillerens kontrakt, så han kan få lov at skifte til den norske klub.
Thomas Augustinussen har ikke været en fast del af startopstillingen i AaB i denne sæson, hvor Kasper Risgård og Rasmus Würtz er blevet foretrukket af træner Kent Nielsen. Alligevel forlængede Thomas Augustinussen sin kontrakt med den nordjyske klub i oktober, men trods det ser det altså ud til, at parterne skilles.
Endnu har hverken AaB, IK Start eller Thomas Augustinussen bekræftet historien om det forestående klubskifte.