Syv spørgsmål til Superligaen: Tager FCK rekorden og avler sejre sejre?
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Syv spørgsmål til Superligaen: Tager FCK rekorden og avler sejre sejre?

Syv kampe, syv spørgsmål. Syv svar. Tipsbladet.dk sætter fokus på Superliga-kampene ved at stille et spørgsmål, der skal svar på, til hver kamp.

Med kun to runder igen af efterårssæsonen begynder klubberne at kunne se enden på året 2016 og i stedet spejde mod et forår, der byder på de sidste kampe i grundspillet og efterfølgende et interessant slutspil i top og bund.

Inden vi når så vidt, skal klubberne forsøge at hive så mange point så muligt i land, så det bliver med en god mavefornemmelse, spillerne går på juleferie med.

Lad os tage et kig på 20. runde i grundspillet og dermed næstsidste runde i efteråret.

Bliver det Viborg, der overvintrer på sidstepladsen?
AC Horsens - Viborg FF, lørdag klokken 16.00, TV3 Sport 1

Viborg FF er inde i en pointmæssig elendig stime, og senest tabte klubben også klart i Telia Parken. Nu ligger Viborg sidst i Superligaen, og det vil være kedeligt at gå ind til foråret med den placering.

Viborg har behov for at vise noget kvalitet og noget selvtillid - AC Horsens kan være et såret dyr på hjemmebane, efter klubben i seneste hjemmekamp tabte med 1-5 til AGF.

Læs optakt til kampen her.

Slår FC København Superliga-rekorden?
FC København - Randers FC, lørdag klokken 18.30, TV3 Sport 1

FC København kan slå Superliga-rekorden for flest kampe i træk uden nederlag i Superligaen. Aktuelt har FCK tangeret rekorden med 21 kampe i streg uden nederlag, og den rekord, som FCK deler med Brøndby, kan klubben altså tage for sig selv, med mindre Randers chokerer og tager tre point i Telia Parken.

Indtil videre har FCK været suveræn i Superligaen denne sæson, og det er derfor svært at se, Randers tage fra København med tre point. Omvendt er større overraskelser sket i årenes løb.

Læs optakt til kampen her.

Smider Ingvartsen endnu et søm i OB-kisten?
FC Nordsjælland - OB, søndag klokken 14.00, Eurosport 2

OB ligger næstsidst i Superligaen, og på mærkværdig vis tabte klubben med 0-1 hjemme til Esbjerg efter et hav af chancer til hjemmeholdet. Det var bare symptomatisk for den periode, Kent Nielsens mandskab er inde i.

Nu venter så måske Superligaens mest forstærke offenisv med Emiliano Marcondes, Marcus Ingvartsen, Ernest Asante og Godsway Donyoh, og det bliver en stor test for OB, der meget vel kan være tvunget til at score et eller flere mål for bare at få point.

Avler sejre sejre?
Esbjerg fB - Brøndby IF, søndag klokken 16.00, Canal 9

Et klassisk fodboldudtryk lyder, at sejre avler sejre, og det kan de håbe, der er noget om Esbjerg, hvor klubben stjal tre point i Odense. Den sejr betyder, at klubben nu ikke længere ligger sidst i Superligaen.

Men der venter et svært opgør mod Brøndby, der er godt kørende og vandt 1-0 ude over Randers senest, og det bliver interessant at se, om sejre avler sejre for Esbjergs vedkommende.

Er det stadig ustabile FC Midtjylland?
FC Midtjylland - AGF, søndag klokken 18.00, 3+

Måske er det forkert at kalde FC Midtjylland for et ustabilt hold, for i øjeblikket er klubben stabilt ustabil. Det er lidt meta, men faktum er, at Jess Thorups medaljekandidater har vundet, tabt, vundet, tabt, vundet, tabt i de seneste seks kamp. Ikke just godt nok, hvis klubben skal holde fast i toppen.

Aktuelt har FC Midtjylland 15 point op til FC København, mens der er seks point op til Brøndby på andenpladsen.

Hvis klubben fortsætter slingrekursen taler det i øvrigt for tre point hjemme mod AGF, for det blev jo til et nederlag senest mod Silkeborg IF.

Hvordan sender SønderjyskE-spillerne Michelsen til Hammarby?
Silkeborg IF - SønderjyskE, mandag klokken 18.00, TV3 Sport 2

Jakob Michelsen har to kampe igen som træner for SønderjyskE, inden han drager til Stockholm for at træne hovedstadsklubben Hammarby i Sverige. Inden vil han formentlig gerne overdrage et fodboldhold, der ligger i top seks, og det er klubben også godt på vej imod.

Spørgsmålet er dog, om det får nogen betydning for spillet på banen, at Michelsen har valgt at forlade SønderjyskE? Måske leder vi efter noget, der ikke er der, men under alle omstændigheder bliver det en svær kamp i Silkeborg.

Læs optakt til kampen her.

Laver David Nielsen endnu et stort kup?
AaB - Lyngby BK, mandag klokken 20.00, TV3 Sport 1

Respekt for Lyngbys store sæson og store efterår. Klubben er i top seks, og spillerne har leveret stærke præstationer i stort set alle kampe. Udekampen mod AaB er ikke nem, og det er mod et såret dyr, der under Lars Søndergaard i dette efterår startede godt, men på det seneste har været elendig.

Nu vender David Nielsen så tilbage til et stadion og en by, hvor han som spiller scorede masser af mål. Denne gang er det dog ikke som AaB-mand, men som Lyngby-chef, og han vil formentlig elske, hvis han laver endnu en genistreg og tager tre point i Aalborg.