Superliga

Svenskere sparer sammen til FCK-indkøb

Den svenske klub IFK Norrköping arbejder på et køb af FC Københavns midterforsvarer Peter Larsson.

I sidste uge kunne Peter Larssons agent, Oliver Cabrera, fortælle tipsbladet.dk, at der nu kun er en enkelt svensk klub inde i kampen om et køb af FC Københavns midterforsvarer Peter Larsson.

Nu står det klart, at dén klub er IFK Norrköping. Klubben fortæller, at den arbejder på et køb af Larsson, men en handel kan bremses af spørgsmålet om økonomi.

- Ja, det handler om mange penge for sådan en spiller, siger IFK Norrköpings sportschef, Tony Martinsson, til

Expressen.

- Han har jo kontrakt i yderligere halvandet år med FC København, og det er klart, at det bliver dyrere med en så erfaren og dygtig spiller. Vi får se, hvad der sker, fortsætter Martinsson.

Peter Larsson har været i FC København siden sommeren 2008, men han har aldrig spillet sig til en fast plads i klubben. I øjeblikket er svenskeren nummer fire i hierarkiet i den danske mesterklubs midterforsvar, og når anfører Mathias "Zanka" Jørgensen vender tilbage i løbet af foråret, dratter han endnu længere ned. Derfor ligner et farvel til Parken den eneste løsning for den 27-årige svensker.

Det svenske transfervindue lukker ved udgangen af marts.