Svensk målmaskine på vej til Danmark?
Illustration
Superliga

Svensk målmaskine på vej til Danmark?

Angriberen Salif Camara Jönsson banker mål ind på stribe i den tredjebedste svenske række. Nu er der interesse fra Danmark.

27 gange har angriberen Salif Camara Jönsson fejret en scoring for svenske Lunds BK i denne sæson, og det gør ham til suveræn topscorer i Division 1 Södra, som er den tredjebedste række i Sverige. Og man må da også sige, at det er et meget pænt antal i 25 kampe.

Rygterne om 31-årige Salif Camara Jönssons målfarlighed er imidlertid også nået hele vejen over Øresundsbroen og til Danmark, hvor der er interesse for den svenske målmaskine.

- Stort set alle klubber på et lidt lavere niveau har ringet, og så har der i øvrigt været henvendelser fra Norge og Danmark. Der er faktisk også en klub fra Allsvenskan, der har hørt fra sig, siger Salif Camara Jönsson til Skånska Dagbladet og tilføjer:

- Jeg er færdig med fodbold i 1. division. Næste år vil jeg prøve noget større.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt det er en Superliga-klub, der har henvendt sig til Salif Camara Jönsson. Umiddelbart er en klub fra NordicBet Ligaen dog formentlig det bedste bud.