Superliga

Svær sæson for Kenneth Zohore

- Det har været hårdt, men jeg tror også, det har været sundt. Efter en fantastisk sæson sidste år, Kenneth Zohore kommet ned på jorden.

Sæsonen 2010/2011 var én stor personlig succes for Kenneth Zohore. I en alder af bare 16 år fik angriberen debut i Champions League, han spillede 15 kampe i Superligaen, og han scorede også sit første mål i FC Københavns hvide trøje.

I dag er Zohore 17 år, og sæsonen hedder 2011/2012. Og den har ikke ikke haft samme smag af succes for den høje frontløber. Tværtimod. Kenneth Zohore har blot fået 17 minutters spilletid hidtil, og Superligaen har været lukket land på denne side af sommerferien.

- Det har været hårdt, men jeg tror også, det har været sundt. For der
er altid op- og nedture, når du spiller fodbold. Jeg tror, jeg har lært
noget af det, så hvis det kommer igen, ved jeg, hvordan jeg skal tackle
det, fortæller Zohore til tipsbladet.dk.

- Det er gået ud over mit humør. Jeg har altid været vant til at spille
kamp hver uge, og nu har jeg bare haft fri i weekenden, og det har været
underligt. Men jeg håber, jeg snart kan få spilletid igen, fortsætter han.

Grunden til angriberens efterårsderoute er en blanding af skader og træthed. Kenneth Zohore brugte sommeren på at spille både EM og VM med det danske U/17-landshold, og det har bidt ham i haserne lige siden.

- Jeg var til EM og VM, og jeg var træt, da jeg kom tilbage. Derefter skulle jeg direkte til Østrig (FC Københavns træningslejr forud for sæsonen, red.), og så blev jeg småskadet. Dén skade ville ikke gå væk. Jeg fik den samme skade tre gange, men nu
skulle den gerne være væk, fortæller den unge FCK'er.

Nu træner Zohore igen med på fuldt blus. Han regner imidlertid ikke med, at spilletiden kommer på denne side af nytår. Men i forårssæsonen kan FC Københavns fans meget vel igen få teenageren at se i Parken.

- Jeg glæder mig til at komme helt tilbage i fuldt vigør i foråret. Jeg skal nok få noget spilletid snart. Det tror jeg på, bedyrer Zohore, der på trods af en plads absolut nederst i angrebshierakiet står fast på, at det er i FC København, han skal slå igennem.

- Udleje er ikke en mulighed. Jeg tror stadig på, at jeg kan slå igennem her i FCK. Så udlejning har jeg ikke tænkt på, sluttter frontløberen