Superliga-klubber flokkes om Horsens-angriber
Foto: Polfoto
Superliga

Superliga-klubber flokkes om Horsens-angriber

André Bjerregaard er på ønskelisten i flere Superliga-klubber. Det erfarer tipsbladet.dk.

Rasmus Thelander, Kasper Fisker, Anders K. Jacobsen.

Superligaen har de senere år hentet mange spillere i 1. division, der er blevet profiler i Superligaen, og nu kan den næste være på vej. Horsens-spilleren André Bjerregaard er således et varmt navn på sommerens transfermarkedet, hvor flere Superliga-spillere er interesserede i at hente Bjerregaard denne sommer. Det erfarer tipsbladet.dk.

Ifølge tipsbladet.dk’s oplysninger er der flere klubber i laget under toppen af Superligaen, der lurer på André Bjerregaards kvaliteter. Det er endnu ikke bekræftet, hvilke klubber der viser interesse for spilleren, men det er klubber på niveau med OB, SønderjyskE og Esbjerg fB eller en af oprykkerne, der kunne være en fremtidig destination for Bjerregaard. Interessen er i hvert fald bred, og det er sandsynligt, at han havner i en Superliga-klub denne sommer. 

22-årige André Bjerregaard fik allerede debut i Superligaen som 19-årig i 2010, og han var også en del af det Horsens-hold, der blev nummer fire i landets bedste række i 2011/12-sæsonen. Siden var han med til at rykke ud af ligaen med klubben, og de sidste to sæsoner har han spillet i 1. division. I sidste sæson scorede Bjerregaard syv mål for AC Horsens, mens det kun er blevet til to mål i den netop afsluttede sæson.

Alligevel har Bjerregaard været et godt aktiv for AC Horsens, og med hans hurtighed har han været en trussel mod mange forsvarsspillere. Bjerregaard har primært spillet angriber eller kant for AC Horsens, men hans foretrukne position er pladsen som centerforward.

André Bjerregaards kontrakt med AC Horsens udløber først næste sommer, så 1. divisionsklubben skal have en transfersum for spilleren, men ifølge tipsbladet.dk’s oplysninger ligger der en aftale om, at angriberen kan få lov at gå, hvis det rette tilbud dukker op. Meget tyder derfor på, at André Bjerregaard forlader AC Horsens denne sommer – fremtiden ligger formentlig i Superligaen.