Superliga

Stadsgaard ser frem til Champions League

26-årige Kris Stadsgaard glæder sig til udfordringen i Champions League, hvor han spår FCK gode muligheder for at gå videre.

Kris Stadsgaard forlod i vinter Malaga til fordel for FC København, og det var formentlig med ønsket om at få lov til at spille i den største turnering i Europa. FCK missede imidlertid den direkte kvalifikation, da de blev nummer to i Superligaen, men med anden pladsen følger stadig muligheden for kvalifikation. Kris Stadsgaard glæder sig til udfordringen, og han tror på et positivt udfald.

- Jeg ser frem til den første kamp, men det
jeg ser mest frem til er Champions League-kvalifikationskampene. Det bliver
utroligt spændende og utroligt svært. Selvfølgelig har vi en chance. OB har slået
Real Madrid før, så vi har også en chance for at gå igennem, fortæller Stadsgaard til klubbens hjemmeside.

FCK startede i denne uge træningen under den nye træner Ariël Jacobs, og Stadsgaard er i fin form - måske fordi han ikke har fået ferie nok.

- Formen har det fint. Jeg har holdt ferie i tre uger, det er desværre ikke
helt nok, siger en grinende Stadsgaard.

Stadsgaard og FCK starter sæsonen hjemme i PARKEN mod FC Midtjylland den 15. juli klokken 19.