Solbakken med markant kritik af Superligaen: Det er komplet idioti
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Superliga

Solbakken med markant kritik af Superligaen: Det er komplet idioti

Ståle Solbakken er ikke tilfreds med, at FC København har haft et travlt kampprogram op til Champions League-braget mod Club Brugge.

FC København vandt tirsdag aften en imponerende sejr over Club Brugge i Champions League, men selvom manager Ståle Solbakken viste overskud på pressemødet efter kampen, havde han også en kritisk bemærkning på sin dagsorden. 

Ståle Solbakken er således utilfreds med, at FC København har haft et travlt kampprogram i Superligaen i løbet af de seneste uger. 

- Vi sprudlede ikke på samme måde som vi gjorde tidligere på sæsonen, og det er der en naturlig forklaring på. De, som har lagt kampprogrammet i Superligaen, har forsøgt at lægge så mange kampe som muligt på ti dage op mod en Champions League-kamp. Det er komplet idioti, hvis man vil løfte dansk fodbold internationalt. Jeg tænker ikke kun på FCK, men også på de andre hold. Club Brugge har fået deres kampe flyttet fra lørdag til fredag for at være klar i dag. Porto flyttede også deres kamp i ligaen. Det kan ikke være rigtigt, at det er hold fra England og Danmark, der får det hårdeste program, siger Ståle Solbakken.

Han understreger, at han ikke kun taler på vegne af FC København.

- Superligaen er blevet udvidet, og der er aldrig blevet spillet flere kampe i Superligaen før jul. Jeg tænker ikke kun på FCK, for vi har en bredere trup end de andre. Jeg tænker også på Brøndby, der har 13-14 fantastiske spillere. Hvis de var kommet i gruppespillet i Europa League, ville deres muligheder været forringet. Det samme gælder AaB. Men vi har en mere bred trup, for vi har flere penge og dermed to-tre flere spillere. Det er ikke den rette vej at gå. Hvis man vil have Danmark op ad den europæiske rangstige, skal man ikke lægge 2000 Superliga-kampe før jul. Det er komplet idioti, siger han. 

Ståle Solbakken mener, at man bør lægge kampprogrammet mere hensigtsmæssigt.

- Det handler om antallet af kampe, der bliver lagt på den måde. Det handler om så små marginaler. De skal lægges rigtigt, for at klubberne bliver maksimalt forberedt. Det gælder især for de små nationer. Belgien gør det, Holland gør det, Portugal gør det. Vi skal bare spille flere kampe, og vi møder også stærke modstandere i Superligaen. Vi kan ikke bare rejse rundt og trække et lod i hatten, når vi sætter et hold. Det kræver meget forberedelse – ikke mindst mentalt. Vi skal møde Viborg på søndag, og vi skal stille et hold, der er opsat på det. Det kan blive svært. Det er jeg ikke tilfreds med, siger Ståle Solbakken.