Solbakken: Erik Johansson må ikke gøre det alt for godt
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Solbakken: Erik Johansson må ikke gøre det alt for godt

FCK-manager Ståle Solbakken ser sin svenske forsvarsspiller som oplagt til den svenske EM-trup. Landstræner Erik Hamrén udtager landsholdstrup senere tirsdag.

- Det her er et rigtigt godt sted at være for at udvikle sig - og forhåbentlig tage en plads i EM-truppen. 
 
Ordene kommer fra FC Københavns svenske midterforsvarer Erik Johansson, der i januar blev hentet i belgiske Gent, hvor han var kørt sur i jagten på spilletid. 
 
Tirsdag er dage, hvor mange svenske spillere får en indikation af, hvor de står i forhold til at komme med i landstræner Erik Hamréns EM-trup. Selve EM-holdet bliver først udtaget i maj, men tirsdag udtager landstræneren truppen til de kommende venskabskampe, der er direkte forberedelse til sommerens slutrunde. 
 
Erik Johanssons faste spilletid i FC København er med glæde blevet noteret af Erik Hamrén, og det er ganske givet, at forsvarsspilleren bliver udtaget senere på dagen.
 
FC København-manager Ståle Solbakken ser det som absolut oplagt, at Erik Johansson er med i den svenske EM-trup
 
- Jeg er 100 procent sikker på det. Han er rolig, er en god pasningsspiller og har mange allround-kvaliteter uden at have nogen ekstreme spidskompetencer. Vi må håbe, at han ikke gør det alt for godt, så vi får lov til at beholde ham.
 
- Han er perfekt for os - både på kort og længere sigt. Han passer godt ind hos os både fodboldmæssigt og personlighedsmæssigt. Og så har vi en kontraktsituation med andre forsvarsspillere, der gør, at det giver os lidt tryghed, siger Ståle Solbakken til Göteborg-Posten.