SønderjyskE har noget overraskende valgt at blande sig i toppen af Superligaen i denne sæson, hvor Haderslev-klubben har spillet godt og grundigt med musklerne. Nu pønser sønderjyderne også på at spille med musklerne på vinterens transfermarked.
Tipsbladet.dk erfarer, at SønderjyskE har et rigtig godt øje Nyasha Mushekwi, der til dagligt tørner ud for Mamelodi Sundowns i Sydafrika. Og det er en spiller, der i den grad ved, hvor målet står.
I starten af 2015 var Hobro IK tæt på at lande en aftale med 28-årige Mushekwi fra Zimbabwe, men handlen faldt sammen i 11. time, og i stedet endte afrikaneren med at blive udlejet til svenske Djurgården. Og her havde han enorm succes.
I løbet af ingen tid bankede Nyasha Mushekwi 12 mål ind i Allsvenskan, og selv om han gik lidt i stå mod slutningen af sit lejemål, endte han med at notere sig for 12 mål i 21 kampe for Djurgården. Det gør, at han aktuelt er på tredjepladsen på topscorerlisten i Allsvenskan, selv om han ikke har spillet kampe i ligaen, siden hans lejeaftale med Djurgården udløb i sommer.
Nu er han tilbage i Mamelodi Sundowns, men er ude i kulden, da klubben har opbrugt sin kvote af udenlandske spillere. Pilen peger nu igen mod Europa for Mushekwi, og SønderjyskE spøger i kulissen.
- Det stemmer, at SønderjyskE viser interesse. Nyasha kommer gerne til Danmark, og SønderjyskE har gang i noget stort, som han gerne vil være en del af, siger Nyasha Mushekwis agent, Denis Celebic, til tipsbladet.dk.
SønderjyskE's sportschef Hans Jørgen Haysen bekræfter, at Nyasha Mushekwi er på blokken i Haderslev, men en eventuel transfer har stadig lange udsigter.
- Jeg kender spilleren, og det er en spiller, vi har på blokken, men vi har ikke afgivet noget bud, og interessen er ikke konkret på den måde. Det er blot et udtryk for, at vi følger med på markedet, siger Hans Jørgen Haysen.
Er det en spiller, der kan forstærke SønderjyskE?
- Hvis han scorer lige så mange mål som i Djurgården, så er det da helt sikkert. Men vi er i forvejen godt dækket ind i angrebet, lyder det fra SønderjyskE's sportschef.