Superliga

To Sölvmål rakte ikke

FC København og OB delte i aftenens Superliga-brag, hvor blandt andet københavnernes Sölvi Ottesen markerede sig med to mål.

Før aftenens kamp kunne man - med god samvittighed - betegne Superliga-kampen mellem FC København og OB som et topbrag. Og det blev det i den grad også.

Selvom ingen af holdene efter kampen kunne hyldes som vindere, blev TV-seerne og tilskuerne i Parken vidne til en yderst underholdende 2-2-kamp.

FC København lagde klart bedst ud, og allerede efter 20 sekunder var Santin tæt på, men angriberen måtte se sit skud svæve lige forbi mål.

Trods et massivt FCK-pres i de første 10 minutter var det OB, som først bragte sig i front.

Fynboernes 29-årige senegaleser, Bernard Mendy, trykkede efter 15 minutters spil af fra 30 meter, hvilket skulle vise sig at være en klog disposition, for bolden røg ind bag Wiland til 1-0.

Glæden varede dog kort for Mendy og Co, for allerede tre minutter efter scoringen udlignede FC Københavns islandske forsvarsspiller, Sölvi Ottesen, ved hjælp fra sin ryg; Bolanos sender et frispark ind, som rammer stolpen og ryger tilbage på Sölvis ryg og ind i mål til 1-1.

Selvsamme Ottesen bragte glæde og jubel blandt FC Københavns fans efter 40 minutter, hvor den hårdføre islændinge sparkede bolden ind fra to meter efter noget klumpspil.

Anden halvleg bød i starten på chancer til begge mandskaber, hvor især OB var tæt på. Efter 50 minutter forsøgte U/21-spilleren Bashkim Kadril sig med et skud fra en spids vinkel, men bolden går lige forbi mål. To minutter efter rammer Bolanos stolpen efter et hjørnespark.

OBs pres viste sig at give pote, for efter 62 minutter foretager FCK-anfører, Mathias Zanka Jørgensen, en forfærdelig clearing, som ryger lige ud til Utaka, der kynisk banker bolden ind til kampens resultat, 2-2.

I kampens slutning var FC København tættest på at løbe med alle tre point, da Johan Absalonsen banker til den fra 25 meter, men forsøget rammer overliggeren.

En underholdende kamp mellem to mandskaber, der ser ud til at komme ud i en tæt dyst om det danske mesterskab.

OB overtager med det uafgjorte resultat førstepladsen i Superligaen, som Brøndby før besad efter deres udesejr over Silkeborg i dag. FC København er nu på andenpladsen, mens Brøndby er at finde på trejdepladsen - alle hold har fire point.