Selvsikker Falk: Glæder mig til, kampen er slut, og vi er i CL
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Selvsikker Falk: Glæder mig til, kampen er slut, og vi er i CL

Rasmus Falk er fyldt med tro på FC Københavns evner, inden københavnerne her til aften skal op mod APOEL Nicosia og forsøge at komme i Champions League.

I aften gæster FC København APOEL Nicosia på GSP Stadium i en skæbnesvanger kamp om at komme i Champions League. Rasmus Falk er vist ikke typen, der tror særlig meget på at jinxe noget. Den tidligere OB'er siger nemlig ganske selvsikkert, at han glæder sig til, at FC København efter 90 minutter er at finde i Champions League-gruppespillet. 

- Jeg glæder mig allermest til, at der er gået 90 minutter, og vi er videre, siger Falk til FC Københavns hjemmeside og uddyber med, hvordan det skal gøres: 

- Det kræver en stor holdpræstation og disciplineret arbejde. Vi skal stå sammen. Der vil være gode perioder og dårlige, men vi skal stå sammen og gøre det 100 %. Det ville være noget af det største, jeg har prøvet, hvis vi kommer i CL. Det er den sjoveste klubturnering at følge, og det er noget, man sidder og ser hvert år. Så at være en del af det kunne være enormt fedt.

Om kampen og den opmærksomhed, der er at finde på opgøret i aften, siger Falk: 

- Man er spændt på kampen. Man kan godt mærke, det er lidt noget andet, end man er vant til. Der er en anden opmærksomhed, og folk er tunet lidt mere ind på det, der skal ske. 

Sidst, FC København var på GSP Stadium, tabte københavnerne med 3-1 ligeledes i CL-playoffrunden. Et resultat, der gjorde, at FC København måtte nøjes med Europa League. Første opgør sluttede nemlig 1-0 til københavnerne. 

Kampen mellem APOEL Nicosia og FC København fløjtes i gang klokken 20:45.