Samarbejdsklub: For mange talenter til FCM
Illustration
Superliga

Samarbejdsklub: For mange talenter til FCM

Thisted FC vil genforhandle klubbens aftale med FC Midtjylland, da man er utilfreds med det nuværende set-up.

FC Midtjylland har i årevis været en markant aktør på den danske talentscene, hvor klubben har haft samarbejdsaftaler med mange klubber. Nu vil en af klubbens samarbejdsklubber imidlertid ændre den aftale, den har med Superligaens aktuelle tophold. Der er tale om Thisted FC, der mener, at klubben sender for mange talenter i retning af FC Midtjylland. 

Det skriver Thisted Dagblad. 

- Vi sender for mange spillere til FC Midtjylland, som slet ikke har niveauet til det. Det får hverken klubben eller spillerne noget ud af, siger direktør i TFC Elite, Karl Kristian Guldhammer til Thisted Dagblad. 

Tipsbladet.dk har i dette efterår haft stor fokus på den danske talentscene, hvor Brøndby blandt andet har ageret offensivt med lanceringen af Masterclass-projektet. Det har betydet, at FC Midtjylland blandt andet har mistet Holstebro Boldklub som samarbejdspartner, da den lokale klub har prioriteret et samarbejde med Brøndby. 

Thisted FC er ikke på vej ud af samarbejdet med FC Midtjylland, men Karl Kristian Guldhammer understreger, at man ikke er tilfreds med det nuværende set-up.

- Der er ikke ret mange, der kommer igennem nåleøjet, og den træning vi tilbyder lever i mange tilfælde fuldt op til den træning, som FCM tilbyder. Vi har svært ved at se os som en lille lokal klub i det her samarbejde, siger han.

Direktøren i TFC Elite oplyser, at man stadig ønsker at sende sine allerbedste spillere til FC Midtjylland, men at det altså skal være holdbart for klubben.