I går kunne OB offentliggøre, at de havde sikret sig højre backen Ryan Johnson Laursen. Den hurtige back kommer til klubben efter et skifte fra Esbjerg, og han er blevet udstyret med en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020. I OB ser han frem til at komme tilbage på topniveau.
Den sidste tid i Esbjerg har ikke været de bedste i Ryan Johnson Laursens fodboldkarriere, så derfor er han glad for, at han nu kan få en frist start i Odense.
- De sidste halvandet, to år har for mit vedkommende været meget op og ned med skader, sygdom og ikke så mange kampe. Så det bliver godt at prøve noget nyt, siger backen til tipsbladet.dk, og svarer herefter på, hvilken forfatning, hans krop er i efter skaderne.
- Den har det godt. Bedre end i helt vildt lang tid. Kan ikke mærke noget til skader, og jeg er i god form. Jeg har trænet en del i opstarten i Esbjerg, så jeg føler mig klar.
Derfor er Johnson Laursen nu klar til at starte på en frisk, fordi han er kommet til en ny klub, har fået en ny træner og formentlig kan han se frem til nye træningsmetoder og en helt ny måde at spille på, som han selv siger det.
Hans rolle i OB’s spillestil bliver muligvis noget fodboldseere har set tidligere. Da Kent Nielsen, som er træner i OB, var træner i AaB, havde han stor succes med at bruge Henrik Dalsgaard som en meget offensiv back. Og den rolle kan Ryan Johnson Laursen meget vel træde ind i, i Odense.
- Det tror jeg er en del af planen. Samtidig skal jeg lukke af den anden vej. Det er de to ting, jeg ser som mine styrker. At Komme bag om forsvarskæderne med løb nede bagfra. Det passer super godt i OB med fløjene, der søger ind i banen.
Men at den dansk/amerikanske back er endt i OB, var der ikke mange, der for et par år siden kunne have spået. Karrieren gik stærkt, men desværre gik et skifte til hollandsk fodbold i vasken.
I stedet for at gå og være ærgerlig over det missede skifte, har han i stedet lært af situationen.
- Selvfølgelig var det ærgerligt med den mulighed. Det var spændende. Men som tiden går, lærer man at komme over det og se fremad. Det gør jeg også nu.
Nu kan Ryan Johnson Laursen se frem til de næste tre og en halv sæsoner i Odense, hvor han i første omgang skal hjælpe klubben i bundstriden af Superligaen.
Før grundspillets sidste fem kampe er OB placeret som nummer 13 med 18 point. Et point mindre på sidstepladsen er Viborg, mens Ryan Johnson Laursens tidligere klub, Esbjerg, er en plads over OB med et enkelt point mere.
I forberedelserne til at kunne få samlet så mange point sammen i de resterende kampe i Superligaen, skal OB i træningskampe møde følgende modstandere:
20. januar kl. 13.30: Roskilde - OB
22. januar kl. 12.00: OB - Nykøbing FC
28. januar kl. 13.00: Helsingborgs IF - OB
12. februar kl. 14.00: OB - Brøndby IF
Hertil skal der spilles to træningskampe på træningslejren i Portugal, som OB i fra den 31. januar til 9. februar.
OB har Superliga-premiere den 20. februar på hjemmebane mod Randers.