Russere var enige med AaB om Lasse Nielsen
Illustration
Superliga

Russere var enige med AaB om Lasse Nielsen

AaB var egentlig enig med en russisk klub om prisen på forsvarsgeneralen Lasse Nielsen, men så sprang russerne i målet, og nu ser det ud til, at Nielsen må blive.

Lasse Nielsen har ikke lagt skjul på sin længsel efter at komme til en udenlandsk klub denne sommer. Samtidig har AaB ikke været afvisende overfor et salg, hvis det rigtige tilbud skulle komme. Og faktisk har netop det rigtig tilbud været der.

I følge tipsbladet.dks oplysninger har AaB nemlig tidligere på sommeren været enig med en russisk klub om prisen på forsvarsgeneralen. En pris der lå i omegnen fem millioner kroner. Russerne valgte dog at trække sit tilbud tilbage, inden Lasse Nielsen var kommet i gang med forhandlingerne om de personlige betingelser for en kontrakt.

- Det er korrekt, at der har været russisk interesse for Lasse, siger hans agent Mads Winther til tipsbladet.dk uden at ville uddybe nærmere, men han fortæller gerne, at også andre klubber har været ude efter på AaB'eren.

- Der har været flere bud på Lasse, men de var langt fra enighed med AaB, så det er lang tid siden, klubberne har talt sammen.

Transfervinduet begynder så småt at gå på hæld, og lige nu er der ikke så meget, der tyder på, at Lasse Nielsen bliver solgt, inden det smækker i den 2. september.

- Intet er umuligt, men jeg tvivler. Jeg vil nok sige, at det er 80-20 på, at der ikke sker noget, siger Mads Winther.

Tidligere er den belgiske klub Gent blevet sat i forbindelse med Lasse Nielsen, og Mads Winther har tidligere fortalt om interesse fra Championship i England og fra Frankrig, Holland og Belgien.