Et lynhurtigt hattrick af Lasse Vigen Christensen, et Hobro-point i Telia Parken og et drømmemål af Jens Jakob Thomasen var blandt højdepunkterne i en særdeles underholdende tredje spillerunde af Superligaen. Det blev samtidig runden, hvor det nye stadion i Silkeborg endelig blev indviet.
Som traditionen byder, slår tipsbladet.dk en sløfje på spillerunden ved at sætte Rundens Hold i Superligaen, og denne gang er der repræsentanter fra blandt andre FC Helsingør, Brøndby og Hobro IK.
Her følger Rundens Hold i Superligaen for 3. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:
Målmand: Sten Grytebust, OB (1)
Jesper Rask stod en god kamp for Hobro IK mod FC København, men det bliver Sten Grytebust, der får pladsen på Rundens Hold. I slutminutterne sikrede nordmanden OB de tre point mod AC Horsens, da han på fantastisk vis pillede et langskud fra Jeppe Mehl.
Højre back: Rasmus Nissen, FC Midtjylland (1)
Assist til Jonas Borring, skud på indersiden af stolpen og en kåring som Man of the Match på stadion. Rasmus Nissen var godt spillende mod Randers FC, og han ligner en mand, der inden for en overskuelig fremtid skal prøves af på en større hylde.
Central forsvarer: Mads Justesen, Hobro IK (1)
Hobro-veteranen var blandt målscorerne i den historiske 3-0-sejr fra 2014, men han kom ikke på måltavlen i lørdagens nulløsning mod FCK. Til gengæld løste han sit forsvarsarbejde på fornemste vis, og Mads Justesen var også med til at skabe en stor chance med sit hovedspil i anden halvleg.
Central forsvarer: Simon Jakobsen, Silkeborg IF (1)
SIF-stopperen var en konge af luftrummet, da JYSK Park blev indviet med en hjemmesejr til de rødblusede fra Søhøjlandet. Til sidst stoppede man helt med at tælle, hvor mange AGF-opspil, Simon Jakobsen kom i vejen for. Jakobsen var skadet i de to første runder af sæsonen - ham har de savnet i Silkeborg IF.
Venstre back: Frederik Bay, FC Helsingør (1)
FC Helsingør snuppede sin første Superliga-sejr i historien, og Frederik Bay havde en stor aktie i de tre point mod SønderjyskE. Bay tilbagelagde mere end 10 kilometer og bidrog både offensivt og defensivt.
Højre midtbane: Mads Aaquist, FC Helsingør (1)
Det tidligere FCK-talent var dagens mand i skysovs for FC Helsingør i 2-1-sejren over SønderjyskE. Blonde Aaquist tegnede sig for begge Helsingør-scoringer, og han ligner et godt bud på klubbens største profil. Det var vigtigt for Aaquist og for klubben, at han fik gang i målscoringen.
Central midtbane: Vito Hammershøy-Mistrati, Hobro IK (1)
Det var lidt et under, at Hobro IK ikke fik scoret mod FC København i Telia Parken, for de nordjyske underdogs skabte et hav af chancer. Mange af dem blev kreeret af Vito Hammershøy-Mistrati, der spillede en stor kamp på den centrale midtbane mod FCK. Det tidligere KB-talent kunne også selv have scoret, men stolpen stod i vejen i første halvleg.
Central midtbane: Lasse Vigen Christensen, Brøndby IF (2)
Lasse Vigen Christensens entré i Superligaen har været fuldstændig overlegen, og søndag fik han de blå-gule hjerter til at hamre, da han med et hattrick var med til at sikre Brøndby en 5-3-sejr over Lyngby BK. Med til historien hører, at Vigen såmænd blot var på banen i 45 minutter. Høj, høj klasse af den tidligere Fulham-spiller.
Venstre midtbane: Kasper Fisker, Brøndby IF (1)
Den tidligere Randers FC-spiller lavede en flot assist til Lasse Vigen, og han havde desuden tredjesidste fod på hele tre Brøndby-scoringer. Dermed var Kasper Fisker den lidt mere usynlige Brøndby-helt mod Lyngby.
Angriber: Emiliano Marcondes, FC Nordsjælland (1)
Emiliano Marcondes scorede sejrsmålet mod AaB i anden halvleg, og han noterede sig desuden for en assist. Det brænder ud af øjnene på Marcondes, at han gerne vil slutte ordentligt af i FC Nordsjælland inden sit skifte til Brentford FC, og søndag slog han fast, at ingen kan betvivle, at hans fokus stadig er i Farum.
Angriber: Ernest Asante, FC Nordsjælland (2)
Ernest Asante har for alvor boltret sig i dette efterår, og han fortsatte takterne mod AaB. Ghaneseren kan løbe, han kan assistere og i søndagens kamp viste han, at han såmænd også kan heade. En stor gevinst for FC Nordsjælland.
I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.