Rundens Hold i Superligaen - 11. spillerunde
Foto: Lars Ronbog/GettyImages
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 11. spillerunde

Vi er klar med Rundens Hold i Superligaen. Hany Mukhtar er med for første gang, og vi har været nødsaget til at fravælge en storspillende angriber.

11. spillerunde i Superligaen er et overstået kapitel, og det er blevet tid til endnu en landskampspause. Det blev en voldsomt dramatisk weekend i Danmarks bedste fodboldrække, hvor der var action både på- og udenfor banen.

I denne artikel koncentrerer vi os imidlertid udelukkende om spillet inde på banen, hvor der var flotte præstationer af FC Midtjylland, Lyngby og Brøndby.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 9. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Sten Grytebust, OB (4)
Nordmanden redder gang på gang point for OB, og i lørdagens kamp mod Hobro IK var han igen kampafgørende med flere flotte redninger i anden halvleg. Han kunne ikke stille noget op på straffesparket fra Superliga-topscorer Pål Alexander Kirkevold.

Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF (2)
Brøndby-anføreren har haft en flot sæson indtil videre, og han var også storspillende i 4-0-sejren over SønderjyskE. Den svenske højre back scorede til 2-0 på hovedstød og var på alle måder ophavsmand til Hany Mukhtars andet mål. Johan Larsson har haft mere kvalitet i sit slutprodukt i denne sæson.

Central forsvarer: Alexander Ludwig, AC Horsens (1)
Det er som regel Bubacarr Sanneh, der løber med overskrifterne i AC Horsens' midterforsvar, og gambianeren var også god i weekendens kamp mod Randers FC, men det samme var Alexander Ludwig, som generelt er gået lidt under radaren. Ludwig har været stærkt spillende siden sit skifte fra HB Køge i sommer. 

Central forsvarer: Filip Novak, FC Midtjylland (1)
Tjekken er blevet omskolet til midterforsvarer i FC Midtjyllands nye 3-4-3-opfindelse, og det ser ud til at passe Novak ganske udmærket. Han kan stadig lave mål, beviste han mod AaB, og han besidder mange af de kvaliteter, der kendetegner en dygtig midtstopper.

Venstre back: Michael Lumb, Lyngby BK (1)
Stor kamp af Michael Lumb mod FC København. De danske mestre har i mange år været kendt for at have de bedste venstre backs i Superligaen, og det er derfor sjældent, løverne bliver overstrålet på den position i en Superliga-kamp. Det gjorde de søndag, hvor Lumb var god både offensivt og defensivt. Det var hans langskud, der førte til Mathias Hebo Rasmussens 1-0-scoring.

Højre midtbane: Tobias Sana, AGF (1)
Tobias Sana sagde farvel til Glen Riddersholm med en fin kamp mod FC Helsingør, og så fik svenskeren endelig scoret sit første mål for AGF. Tobias Sanas formkurve har været opadgående på det seneste, og han kan holde landskampspause med en god fornemmelse.

Central midtbane: Hany Mukhtar, Brøndby IF (1)
Så lykkedes det endelig for Hany Mukhtar. Den måske mest udskældte Superliga-profil i denne sæson scorede to mål mod SønderjyskE, og han lignede pludselig sig selv igen. Der er dog ingen tvivl om, at tyskeren kan og skal blive endnu bedre for Brøndby. Og så er der i øvrigt ingen tvivl om, at Hany Mukhtar må have sparket sit sidste straffespark for de blå-gule.

Central midtbane: Mikkel Rygarad, Lyngby BK (2)
Det er ikke for ingenting, at Mikkel Rygaard bliver kaldt "flødefod". Hans overblik er unikt ud fra en Superliga-målestok, og han sætter utrolig mange af Lyngbys angreb i scene. Formår man at være dominerende i en kamp mod FC København, er det noget af et kvalitetsstempel af en Superliga-spiller, og Mikkel Rygaard var fremragende søndag eftermiddag.

Venstre midtbane: Ernest Asante, FC Nordsjælland (4)
Ernest Asante er rykket over på venstre midtbane her på Rundens Hold, og han gjorde en fin figur i FC Nordsjællands comebacksejr mod Silkeborg IF. Asante kan spille meget bedre, end han gjorde i søndagens kamp, men det er stærkt også at være afgørende i mindre gode kampe. 

Angriber: Alexander Sørloth, FC Midtjylland (4)
Superligaens åbenbaring i denne sæson leverede endnu en pragtpræstation for FC Midtjylland mod AaB. Nordmanden er rykket ud på siden i midtjydernes tremandsangreb, men det generer ham ikke, og søndag scorede han et klassemål og lavede desuden en klasseassist med ydersiden. Minder rigtig meget om Andreas Cornelius. 

Angriber: Kasper Junker, AGF (1)
To mål og en assist på 64 minutter. Det må siges at være en meget fin dag på kontoret, og Kasper Junker var da også man of the match for AGF i 5-1-sejren over FC Helsingør. En Kasper Junker på Rundens Hold betyder samtidig, at der ikke er blevet plads til Mayron George, selv om han spillede en brandkamp for Lyngby mod FCK. Den dobbelte målscorer var formentlig blevet udtaget alle andre runder, men der er altså kun plads til to angribere. 

I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.