Rilwan Hassan: Jeg er klar til startplads
Illustration
Superliga

Rilwan Hassan: Jeg er klar til startplads

Efter fem indhop fra bænken føler Rilwan Hassan sig helt klar til at starte inde for FC Midtjylland, der i weekenden har tre karantæner og nogle skader.

Rilwan Hassan pådrog sig en lyskeskade i sidste kamp i sidste sæson og efter måneders genoptræning gjorde han comeback i slutningen af september med et indhop mod OB. Nu er han kommet ind fra bænken fem gange og føler, han er klar til at starte inde, når FC Midtjylland søndag mod Brøndby må undvære karantæneramte Petter Andersson, Jesper Juelsgård og Patrick Banggaard samt skadede spillere som Morten"Duncan" Rasmussen og Eyjolfur Hedinsson.

- Jeg føler mig helt klar til at hjælpe holdet i en svær situation, hvor der er mange spillere ude. Jeg har fået fem indhop, og jeg startede inde i pokalkampen mod FC Nordsjælland. Jeg mangler stadig lidt for at nå det niveau, jeg havde, før jeg blev skadet, men det handler bare om at spille og træne mere, så skal det nok komme. Jeg håber, jeg starter inde mod Brøndby, men jeg forstår også godt, hvis Glen holder mig på bænken lidt endnu, siger Rilwan Hassan til tipsbladet.dk.

FC Midtjylland-kantspilleren var ellers på nippet til at blive solgt til udlandet, inden han blev skadet i sidste sæson. Bundesliga-klubben Eintracht Braunschweig havde været i Danmark en håndfuld gange for at se Hassan, og de var meget interesserede i at købe ham. Skaden satte en stopper for det skifte, og i stedet skrev han en ny kontrakt med FC Midtjylland, der binder ham til klubben til sommeren 2016.

Han erkender, at han kunne have været i en udenlandsk klub, hvis det ikke havde været for skaden, men nu koncentrerer han sig udelukkende om at blive endnu bedre, end før han blev skadet.

- Der var nogle klubber, der var interesserede i mig, og der var nogle ting i gang, inden jeg blev skadet. Man kan altid sige, at måske-måske ikke ville der være sket det og det, men jeg koncentrerer mig slet ikke om udlandet nu. Jeg har forlænget min kontrakt og kæmper for at komme tilbage og blive endnu stærkere, end jeg var før, jeg blev skadet. Når jeg det niveau, skal jeg nok få chancen igen om et år eller to. Jeg er glad for at være i FC Midtjylland, siger Rilwan Hassan.

Da den 22-årige nigerianer kom på banen med 11 minutter igen af lokalopgøret mod Viborg før landskampspausen, nåede han samtidig op på 100 Superliga-kampe for FC Midtjylland.