Rasmus Falk er et af Superligaens varmeste salgsemner. Efter den fine U/21-slutrunde for Danmark har OB-profilen fået mere opmærksomhed, og flere forventer, at offensivspilleren kan forlade OB allerede denne sommer.
Den 23-årige OB'er er imidlertid stadig at finde på Fyn, og han forventer, at han er på banen, når Superligaen fløjtes i gang i weekenden, hvor Hobro besøger stadion i Odense.
- Jeg ville være overrasket, hvis jeg ikke er i OB på søndag. Så er der nogle ting, der skal gå meget hurtigt, siger Rasmus Falk til tipsbladet.dk.
Endnu har der ikke været mange rygter fremme om Rasmus Falk, men spilleren selv har gjort sig tanker om fremtiden.
- Jeg har selvfølgelig nogle tanker om det. Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke skifter for enhver pris. Det skal ikke være det første og det bedste. Jeg er glad for at være i OB, og hvis jeg skal være her lidt længere for at finde det rigtige tilbud, gør det mig ikke noget. Hvis der kommer en spændende ting, som OB også finder interessant, kan det være en mulighed, siger Rasmus Falk til tipsbladet.dk.
Han kan således godt se sig selv fortsætte i OB, hvor Kent Nielsen er kommet til som træner.
- Der er et spændende projekt i gang her i OB, så jeg tager det, som det kommer. Hvis der kommer noget konkret, vil jeg kigge på det. Jeg har ikke besluttet mig på forhånd om noget, for jeg venter og ser, hvis der kommer noget konkret at tage stilling til, fortæller han.
En forlængelse med OB er ikke udelukket.
- Som jeg har sagt, tager jeg stilling til det, hvis der kommer noget konkret. Jeg er selvfølgelig i dialog med OB og Jesper Hansen (sportsdirektør, red.), og nu ser vi på transfervinduet, og om der sker noget. Vi tager tingene løbende, siger Rasmus Falk.
Du er i fanfora og andre steder blevet sat i forbindelse med Brøndby. Hvad er din kommentar til det?
- Jeg har godt set, at der har været nogle rygter om det – især efter Troels Bech er kommet til klubben, men der er ikke noget at tage stilling til, så jeg kan ikke sige noget om det, fortæller Rasmus Falk.
Rasmus Falk har kontrakt med OB frem til sommeren 2016.
HER REGERER TØFTING
HER REGERER TØFTING
Stig Tøftings er Tipsbladets kommentator. Læs hans klummer her.