Randers siger nej til tyrkisk lykkeridder
Illustration
Superliga

Randers siger nej til tyrkisk lykkeridder

Randers FC har valgt ikke at tilbyde venstrebacken Ilkay Durmus en kontrakt.

Randers FC fik den 9. september besøg fra Tyrkiet, da venstrebacken Ilkay Durmus, der senest har været på kontrakt i Antalyaspor i hjemlandet, stemplede ind til en uges prøvetræning i Kronjylland. Her skulle han forsøge at overbevise Colin Todd om, at han er god nok til en plads på Superliga-mandskabet.

Den mission er imidlertid ikke lykkedes for 20-årige Ilkay Durmus. Randers Amts Avis skriver onsdag, at ledelsen i Randers FC har vendt tommelen ned til tyrkeren, der derfor er rejst hjem uden en kontrakt.

Ilkay Durmus fik fuld spilletid for Randers' reserver mod AGF i mandags, men selv om kronjyderne vandt opgøret, fik Durmus altså ikke overbevist Colin Todd og de øvrige trænere i Randers om, at han er bedre end Adama Tamboura og Alexander Fischer, der i denne sæson har passet venstrebacken i Randers.

Randers FC er på tredjepladsen i Superligaen.