Randers FC - OB 0-2 (0-1)
0-1 Emil Larsen (34)
0-2 Lasse Nielsen (68)
Kampens bedste:
Randers FC
Johnny Thomsen var en af de spillere, der udgjorde grundfundamentet for Randers FC i dag, og den dygtige højreback leverede igen og igen gode offensive aktioner og solidt defensivt arbejde. Han var én af de spillere, der gjorde sit til, at kronjyderne burde have vundet kampen. Thomsen leverede blandt andet en fremragende aflevering til Djiby Fall, der på det skammeligste sendte bolden forbi.
OB
Ari Skulason blev skiftet ud efter 80 minutters spil, men hvilken arbejdsindsats OB-anføreren havde lagt for dagen før udskiftningen. Et stabilt og velfungerende omdrejningspunkt har Skulason udviklet sig til, og det kan ikke overvurderes, hvor vigtig han er for OB's balancespil på midtbanen.
Kampens værste:
Djiby Fall var så tæt på at kunne lade sig krone som kampens konge, for han havde bestemt chancerne til at sætte de afgørende scoringer i kassen. Og da han kort inde i anden halvleg brændte en kæmpe mulighed blanko foran mål, anede man, at det bare ikke var Falls dag. Colin Todd tog også konsekvensen og tog den store angriber ud efter en times spil - vel vidende, at holdet nu skulle i gang med at lægge et stort pres på OB-spillerne. Det kunne Fall heller ikke bruges til.
Kampens detalje:
OB-sejren blev grundlagt på fremragende fight, og i spidsen stod Martin Spelmann. Midtbanespilleren var faktisk så meget oppe at køre, at han flere gange lod temperamentet løbe af med sig i starten af første halvleg. Først havde han en række bataljer med Alexander Fischer, og han var også indblandet i et par voldsomme tacklinger. Men Spelmann fik kontrolleret sig selv og var med til at holde styr på tropperne, da Randers virkelig indledte et stort pres i anden halvleg.