Randers-chef: Usandsynligt, der sker mere
Illustration
Superliga

Randers-chef: Usandsynligt, der sker mere

Peter Christiansen og Randers FC har handlet tidligt i transfervinduet, det er derfor usandsynligt, at der kommer flere ind, siger "PC", der dog har øjne på midtbanespiller.

Ronnie Schwartz er blevet erstattet med Mikael Ishak, og Peter Friis Jensen er erstattet af Karl-Johan Johnsson, ligesom RFC har handlet til bredden i truppen. Randers FC har tidligt i sommerens transfervinduet hentet erstatninger ind for de spillere, som er skiftet væk fra klubben. Og det betyder, at Peter Christiansen, sportschef, kan tage det ganske roligt på sidstedagen af transfervinduet.

Han er nemlig ikke i panik for at forstærke en trup, som allerede har god kvalitet og bredde.

- Vi holder selvfølgelig øjne og ører åbne, men vi er afventende, for vi har handlet tidligt i vinduet. Man kan sige, vi er en "short" på midtbanen, men det skal være den helt rigtige mulighed, hvis vi skal slå til, siger sportschef Peter Christiansen til tipsbladet.dk og påpeger:

- Det er ikke en breddespiller, vi leder efter. Hvis vi skal handle, skal det være en komplet spiller. En, der kan sætte spillet, er god i presspillet og kan erobre. Så hvis den rigtige er ledig, slår vi måske til. Men det skal også være til den rigtige pris. Jeg vurderer lige nu, at det er mere sandsynligt, at der ikke kommer til at ske noget i dag, siger "PC".

Randers FC har Christian Keller, Elmar Bjarnason og Nicolai Poulsen til de to centrale pladser på midtbanen, og der kan rykkes rundt på holdet, skulle der komme skader, forklarer Peter Christiansen. Klubben har i otte måneder forberedt sig på transfervinduet, og selv om den spiller, som klubben gerne vil have, bliver ledig, er det ikke ensbetydende med, at man handler. Der er udover pris en hel række forhold, der skal vurderes.

- Der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til at hente en spiller. Det skal som sagt være den rigtige, og så ser vi på spillerens form, om han skal bruge tid på at tilvænne sig til dansk fodbold og så videre. Vi skal jo huske på, at vi har spillet seks kampe i Superligaen, og der er kun 12 tilbage i efteråret, siger Peter Christiansen.

Transfervinduet lukker mandag ved midnat dansk tid. Klubberne kan dog stadig hente kontraktfrie spillere efter vinduets lukning.