PSV Eindhoven tøver med Zanka
FC Københavns anfører, Mathias "Zanka" Jørgensen er blot detaljer fra et transferfrit skifte til den hollandske storklub PSV Eindhoven. Men lige præcis i denne sag er detaljerne store og meget betydningsfulde.
Læs også: Zanka har været til lægetjek i PSV
Da "Zanka" har været sat ud af spillet sin september måned med en alvorlig knæskade, ønsker hollænderne - af logiske årsager - at sikre sig, at danskeren ikke får nogen form for varige mén. Derfor inviterede PSV tidligere på året FC København-profilen til Eindhoven, hvor klubbens læger ville gennemføre en række undersøgelser med det formål at få klarlagt, om knæet var helet som det skulle.
I slutningen af januar rejste Mathias "Zanka" Jørgensen så til Holland, hvor han gennemgik de omfattende undersøgelser. Nu har PSV Eindhoven haft resultaterne i hænde i et par uger, men alligevel har klubben ikke taget en endelig beslutning om, hvorvidt danskeren skal have en aftale. Grunden er simpel; Hollænderne vil være helt sikre på at gøre det rigtige.
- Vi ser på testens resultater i øjeblikket, men vi er meget forsigtige i denne sag. Alt skal dobbelttjekkes, og vi vil være 100 procent sikre på, at alt er i orden, når det gælder Jørgensens fysik, siger klubbens tekniske direktør, Marcel Brands, til tipsbladet.dk.
Ender det med, at PSV Eindhovens læger vender tommelfingeren ned for Mathias "Zanka" Jørgensen helbred, bliver en aftale ikke til noget, men går det som forventet, kan danskeren underskrive en kontrakt gældende fra 1. juli. Sådan er hollændernes plan fortsat.
- Vi er stadig i kontakt med både spillerens agent og spilleren selv, og en aftale er fortsat på dagsordenen, fastslår Marcel Brands.
21-årige Mathias "Zanka" Jørgensen er så småt begyndt at træne med resten af holdkammeraterne i FC København. Han forventes klar til comeback på "Løvernes" bedste hold i løbet af april måned.