Pourié-køb er i SønderjyskEs overvejelser
Illustration
Superliga

Pourié-køb er i SønderjyskEs overvejelser

Tyske Marvin Pourié spiller fast og har gjort det godt i SønderjyskE efter en start, hvor kun målene manglede. På det seneste har angriberen scoret, og klubben er så tilfreds med Pourié, at man vil købe ham.

I starten havde Marvin Pourié svært ved at score i SønderjyskE, som han sidst i transfervinduet blev lejet til fra FC København. Den 23-årige tysker, der i SønderjyskEs angreb spiller sammen med Tommy Bechmann, var til at starte med i oplæggerens rolle, men i de seneste tre kampe, han har spillet, har han scoret to gange og ligner for alvor den angriber, han var i Silkeborg IF.

Der er naturligvis løbet meget vand i åen, siden Marvin Pourié sidste sommer forlod Silkeborg IF til fordel for FC København i en stor milliontransfer. Angriberen fik aldrig succes i FCK, og en lejeaftale med Zulte Waregem blev ødelagt af skader og sygdom. Derfor er han tilbage i dansk fodbold, og det er nu SønderjyskE, der har glæde af Pourie.

Lars Søndergaards tålmodighed med Pourié begynder som sagt at betale sig, for angriberen har leveret kampafgørende aktioner på det seneste. Fortsætter han i den dur, kan han meget vel få tilbuddet om at fortsætte i SønderjyskE, når lejeaftalen udløber. SønderjyskE vil nemlig se på, om det er muligt at købe Pourié fri af FC København.

- Ja, det er en spiller, vi kan lide. Marvin har gjort det godt, og han trives hos os. Han spiller hver gang, og han præsterer. Så det er klart, at vi er interesserede i en spiller, der har vist sig vigtig for os, siger sportschef i SønderjyskE Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Men hvordan og hvorledes, det må vi se på. I første omgang har vi lavet en lejeaftale med Marvin og FCK, og der er ikke aftalt en købsklausul i forbindelse med aftalen. Det er noget, vi vil kigge nærmere på, siger Hans Jørgen Haysen.

Marvin Pourié er udlejet frem til sommer, og SønderjyskE kan derfor sagtens vente til sæsonafslutningen med at finde ud af, om man vil gå efter at tilknytte Pourié permanent.

Angriberen, der har kontrakt frem til sommeren 2017, virker ikke til at være interessant for Ståle Solbakken og normandens system i FC København, derfor vil en transfer give god mening for alle parter.