Den svenske traditionsklub Hammarby sikrede sig i sidste uge oprykning til Allsvenskan, hvor klubben målt på fanskare og interesse på alle måder også hører hjemme. Hammarby vandt Superettan knebent foran GIF Sundsvall.
Oprykningen betyder, at Hammarby nu har et par måneder til at gøre truppen klar til at tørne ud i den bedste række, og som for alle andre oprykkere kræver det forstærkning. For Hammarbys vedkommende drømmer man om forstærkning fra den jyske Hede.
Her render den tidligere Hammarby-profil Petter Andersson rundt, men han er ønsket i sin tidligere klub. Og hovedpersonen selv er ikke afvisende.
- Det findes da i baghovedet hele tiden. Jeg har altid set det som en selvfølge, at jeg vender hjem til Hammarby. Men der er flere parter, der skal blive enige, siger Petter Andersson til Sportbladet.
Hammarby har allerede taget de første skridt mod et gensyn med Petter Andersson.
- Vi har snakket med Martin Dahlin, som er hans agent. Vi har spurgt til, hvad status er med ham. Jeg vil helst ikke snakke for meget om konkrete spillere, men vi ved, at han er en god spiller, siger Hammarbys sportschef Mats Jingblad.
Petter Andersson kom til FC Midtjylland fra hollandske Groningen i sommeren 2012 og har været ulvene en god mand, når han ikke har været skadet. Svenskeren tog afsked med Hammarby i 2008. Han har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2016.
Han har tidligere været rygtet til FC København.