Superliga

PARKEN stadig i spil for FCN

På trods af forlydender om det modsatte, overvejer FC Nordsjælland stadig at spille deres Champions League-kampe i PARKEN. Det fortæller FC Københavns direktør.

I morges kunne man læse, at FC Nordsjælland og ejer
Allan K. Pedersen formentlig skulle spille deres kampe i Champions League i
enten Farum eller Brøndby. De oprindelige planer var at spille i PARKEN, men
ifølge Allan K. kunne parterne ikke blive enige om den rette pris for lejen.

Men nu melder FC Københavns direktør Anders Hørsholt sig
på banen med en modstridende opfattelse. Ifølge Hørsholt er udmeldingen fra
Farum ren forhandling.

- Vi er stadig i forhandling med Allan K., og vi
har en fin dialog. Jeg anerkender hans evner til at forhandle, og han får
positioneret sig med denne udmelding. Men mon ikke vi finder en løsning, siger
Anders Hørsholt til sporten.dk.

Direktøren forventer at fortsætte forhandlingerne med FC
Nordsjælland på mandag

- Jeg skulle alligevel have en snak med ham i morgen, så vi
taler nok videre om muligheden for at leje Parken. Han er forretningsmand, og
han vil gerne have, at tingene lander så gunstigt som muligt for ham. Vi er
ikke overmodige, men jeg har et godt forhold til Allan, og jeg regner stadig
med, at vi finder ud af en aftale, fortæller Anders Hørsholt.