Den tidligere AaB-spiller Rasmus Thelander skiftede for to år siden til den græske storklub Panathinaikos, men nu lakker forsvarsspillerens græske eventyr mod enden.
26-årige Rasmus Thelander spillede blot ti kampe for Panathinaikos i sidste sæson, men manglende spilletid er ikke årsagen til det forestående brud. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er økonomien så dårlig i den græske storklub, at en række spillere mangler at få udbetalt løn. I blandt er Rasmus Thelander, som har et tilgodehavende hos Panathinaikos.
Det er selvfølgelig ikke en holdbar situation, og derfor arbejder Rasmus Thelander på at komme ud af kontrakten med Panathinaikos - en kontrakt, der løber et år endnu.
Rasmus Thelanders agent, Mikkel Nissen, vil imidlertid ikke bekræfte, at Panathinaikos mangler at udbetale løn til danskeren.
- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi arbejder på at finde en løsning, og vi forventer, at Rasmus er fri af sin kontrakt med Panathinaikos i løbet af et par dage, siger Mikkel Nissen til tipsbladet.dk.
Dermed er klubjagten altså så småt gået ind for forsvarsspilleren, som har spillet 53 Superliga-kampe for AaB og blandt andet huskes for to scoringer i pokalfinalen, da nordjyderne besejrede FC København i finalen i 2014.
Rasmus Thelander er langt fra gået i glemmebogen, kan agenten konstatere.
- Der er meget stor interesse for Rasmus. Interessen stammer Italien, Belgien, England og Schweiz, men der er naturligvis også stor interesse fra flere klubber i Skandinavien. Rasmus er en spiller på et højt internationalt niveau med stor styrke og fart samt en masse karisma på banen, og da han snart kan erhverves på en fri transfer, er han selvfølgelig meget interessant for en del klubber, lyder det fra agenten.
Først og fremmest handler det dog om, at Rasmus Thelander skal ud af kontrakten med Panathinaikos, der altså er i så store økonomiske problemer, at flere spillere står uden løn. I den forbindelse kan man kun undre sig over, at klubben i disse dage er i intense forhandlinger med Brøndby om et køb af topscorer Teemu Pukki.