Ove P: Spillerforeningens støtte til Emil Larsen er vanvittig
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Ove P: Spillerforeningens støtte til Emil Larsen er vanvittig

Man skal ikke sige, at man ikke kan lide sine egne fans, mener OB-træner Ove Pedersen, som kritiserer Spillerforeningens støtte til Emil Larsen.

Ove Pedersen ikke imponeret over Spillerforeningens seneste opbakning til Emil Larsen.
 
Efter OB's nederlag til FC Vestsjælland tirsdag modtog Emil Larsen buh-råb fra egne fans, og derefter udtalte han, at fansene ikke kunne lide ham, og at han ikke kunne lide dem.
 
De ord sendte ham til samtale hos træner Ove Pedersen og sportsdirektørJesper Hansen, og onsdag kom Spillerforeningen på banen, som udtrykte støtte til Emil Larsen og hans ret til at ytre sin frustration og skuffelse.
 
Men den støtte er træner Ove Pedersen slet ikke enig i.
 
- Jeg synes, det er helt vanvittigt, at Spillerforeningen går ud og bakker ham op på den måde, de gør. Ikke fordi de ikke skal bakke ham op som spiller eller som person, men fordi de roser ham for at være ærlig omkring sin frustration over fansene. Det er en kamp, man hverken kan eller skal vinde. Du må bare ikke sige, at du ikke kan lide din klubs fans, siger Ove Pedersen til BT.
 
Ifølge Ove Pedersen får sagen ikke betydning for, om Emil Larsen spiller på søndag mod FC Nordsjælland.