Ousager: Vi skal give FCM lidt albuer
Illustration
Superliga

Ousager: Vi skal give FCM lidt albuer

AGF-målmand Emil Ousager vil udnytte, at FC Midtjylland også er ramt inden de to klubbers møde fredag.

AGF har ikke scoret i fire kampe på stribe og ligner lige nu et hold, der meget nemt kan rykke ned. Fredag møder de så FC Midtjylland, der godt nok ligger nummer to i ligaen - otte pladser bedre end AGF - men de har tabt to kampe i træk, og målmand Emil Ousager tror på, at Glen Riddersholms mandskab kan rystes.

- FC Midtjylland er også lidt ramt i øjeblikket. De spiller på en anden måde end de hold, vi har haft store problemer med, som Esbjerg og AaB. Jeg tror godt, der kan ligge noget til os. Men vi må længere frem på banen, ind i duellerne, komme op og trykke dem, vise at vi vil det. Jeg savner lidt, at vi tror mere på det i starten af kampen, at vi presser, laver frispark, giver lidt albuer og den slags. Det må vi alle gøre, tage fat, det gælder om at vise krigerinstinkt. Så tror jeg på, vi kan få point i de næste kampe, siger Emil Ousager til Jyllands-Posten.

AGF har ikke vundet i fire kampe på stribe. En stime af kampe hvor de end ikke har formået at score. Den evne skal de snart til at finde igen, hvis ikke de vil ned i 1. division. De er kun to point foran Viborg under stregen.

Efter FC Midtjylland møder AGF Brøndby og Viborg FF.